207 / 220
Anmeldelser
er en god og nyttig oplysning. Men mere vil have mere: Hvorfor oplyses ikke også om
foreningsblade? Der gøres meget ud af at definere indsamlingens genstand som det mate
riale, der er udgået fra foreningens virksomhed. Foreningsbladene falder smukt ind i
denne definition. De burde nok også have haft en stærkere placering i beskrivelsen af,
hvordan man arbejder med et foreningsarkiv. Registraturen medtager også arkiver, der
er registreret hos Københavns stadsarkiv og Arbejderbevægelsens arkiv, men kun med
navn, intet om omfang eller yderår. Det er nok lidt for summarisk.
Der tages i indledningen fat på den vanskelige opgave at definere en forening, hvilket
gøres yderst rimeligt. Desuden forklares arkivaliegrupperne som et afkast af de enkelte
arbejdsprocesser i foreningen. Det eneste, der bliver stedmoderligt behandlet med denne
metode, bliver medlemshvervningen, der ikke kan henføres til særlige organer. Det er vel
normalt de enkelte medlemmers indsats på tværs af valgte eller lønnede organer. Ikke
desto mindre er medlemshvervningen yderst central for en forening. Der gøres endvidere
et forsøg på at vurdere de indsamlede foreningers repræsentativitet. Hvor det går højt, er
det blevet til maksimalt
15
% af den dengang eksisterende foreningsmasse. Den svagest
repræsenterede gruppe er ifølge Ousager foreninger med sociale formål, religiøse fore
ninger og afholdsforeninger (hvorfor?). Disse oplysninger kan forfatteren bringe, fordi
han kender det arbejdsredskab eller register, der har ligget til grund for indsamlingen.
Hvordan det er opbygget, og hvor det findes, oplyses ikke. Det kunne være af interesse
som indgangsvinkel til lokalsamfundet at vide, hvad der engang har eksisteret af forenin
ger i området.
Undskyld denne krævementalitet, som anmelderen har givet udtryk for over for den
foreliggende registratur, der yder langt mere end normalt kan forventes af en registratur.
Vi har som sagt fået både en smuk bog og et nyttigt arbejdsredskab.
Birgit Løgstrup
Danmarks Kirker. København.
5
. bind,
26
-
27
. hefte. S. Ansgars Kirke. Red. af Birgitte
Bøggild Johannsen.
157
sider. Nationalmuseets forlag,
1984
. Hft. kr.
110
,-.
Minoritetsproblemer har altid eksisteret. Også i nutidens Danmark melder de sig. En
nation kan være tilhænger af frihed og demokrati og alligevel reagere forbavsende nega
tivt, når den konfronteres med afvigere: flygtninge og fremmedarbejdere eller personer,
der ikke vil være medlemmer af den herskende fagforening. I ældre tid var minoriteterne
ofte af religiøs karakter. Den lutherske statskirke, der ved reformationen fik monopol på
religionen i Danmark, havde lige så lidt som samtidens andre kirkesamfund tolerance
som ideal. Alle personer eller grupper med en anden overbevisning end den evangelisk
lutherske ansås for suspekte og potentielt samfundsfarlige. Kun politisk og økonomisk
opportunisme medførte lejlighedsvis, at jerntæppet hævedes en smule for andre religions
bekendere. Vi har netop kunnet fejre
300
-års-jubilæet for, at udenlandske reformerte og
jøder indenfor visse afgrænsede rammer fik tros- og kultfrihed i den danske stat. For dan
skere var det stadig ved lov forbudt at slutte sig til nogen anden trosopfattelse end den
autoriserede.
Ingen religiøs minoritet behandledes dog så hårdt som katolikkerne. Historisk skyldtes
204