212 / 220
Anmeldelser
»med held har gennemført en mumificering af brave bygninger og venlige gadebilleder« i
Øster kvarter. Det er hårde ord, og de skyder også over målet. Vel kan man pege på en
enkelt hårdhændet »restaurering« i kvarteret, men når man foretrak en sådan gennem
gribende ombygning af huse, der havde været i forfald i årtier, skyldtes det bl. a. skræm
mende eksempler på utilpasset nybyggeri andetsteds i byen.
De her fremførte indvendinger er dog kun skønhedspletter. Hans Erling Langkilde har
skrevet en både grundig og underholdende bog, der med sine smukke og velvalgte illu
strationer kan anbefales alle, der interesserer sig for Københavns historie og bygnings
kunst.
Allan Tønnesen
Steffen Linvald: Paul Fischer
-
københavnernes maler.
136
s., ill., kr.
366
. Bogans
Forlag.
Bogans Forlag Aktieselskab skriver i sit ledsagende brev til anmeldere om københavner
nes maler Paul Fischer bl. a .: »Han havde sans for byen. Og han var en god maler« og
slutter brevet: »Men dejligt er det, nu hvor Fischer er blevet opdaget af den internationale
kunsthandel, at bogen er den, der fremover skal tilfredsstille de flestes billedhunger efter
hans motiver«.
Det er efter min mening en sandhed med modifikationer. Vel er det ubestrideligt, at
hans malerier - ikke blot på de hjemlige auktioner, men også på f. eks. Sotheby’s auktio
ner i London - opnår forbavsende store priser. Derimod må der fremdeles sættes spørgs
målstegn ved, om han var en god maler. Hans samtid og hans nærmeste eftertid syntes
det ikke. Skal man bedømme Paul Fischer som maler på grundlag af Steffen Linvalds nu
foreliggende bog, kommer man i vanskeligheder.
Af de mange i bogen gengivne værker er de fleste sort/hvide, og farvereproduktionerne
forekommer at være tonet ned i en grad, der ikke afslører Paul Fischers substansløse og
karakterløse palet. Originalmalerierne præges af ret så fade farver, hvad man kan over
bevise sig om, når man går på auktionseftersyn, hvor det vrimler med udbudte Paul
Fischer-malerier, nu hvor der er boom i dem. Paul Fischer har ikke arbejdet med far
verne, endsige drevet dem op som f. eks. Raoul Dufy, men snarere koloreret sine lærreder.
Der savnes også en personlig opfattelse, en oplevelse af byen. Fischers malerier er
»pæne« og salonfähige. Motiverne topografisk så korrekt gengivne, at man kan forledes
til at tro, at der er tale om fotografier. Et indtryk, der navnlig forstærkes i de mange
sort/hvide gengivelser. Men hvorfor male, når man lige så godt, ja alligevel bedre, kan
beskrive rent fotografisk? - Under konservatorarbejde med et i Københavns Bymuseum
udstillet Paul Fischer-maleri »Glassalen i Tivoli«, malt i
1890
, har konservator ment, at
der
er
tale om et fotografi, der af Paul Fischer er påført tonede skraveringer! - Det sind
og den intensitet, der f. eks. præger John Christensens, barbermalerens, Jens Sønder-
gaards og Erik Hoppes bybilleder, savner Paul Fischers malerier ganske.
Hvad er årsagen dertil? En væsentlig årsag er nok at finde i, at Paul Fischer havde det
for let. Han kunne sælge alle sine arbejder til store priser. Han måtte ikke kæmpe med
209