215 / 220
Anmeldelser
Vagn Dybdahl og Inger Diibeck: Håndværkets kulturhistorie. Håndværket og stats
magten. Perioden
1700
-
1862
. Bind
3
. Håndværksrådets Forlag,
1983
,
283
s., ill.
Henrik Fode, Jonas Møller og Bjarne Hastrup: Håndværkets kulturhistorie. Kapløbet
med Industrien. Perioden
1862
-
1980
. Bind
4
. Håndværksrådets Forlag,
1984
,
338
s., ill.
Med bind tre og fire af Håndværkets kulturhistorie føres fremstillingen op til i dag. Det er
en stor og imponerende serie Håndværksrådets Forlag hermed har lagt bag sig. Vigtig er
den også. Både i sig selv og fordi håndværket som erhverv er blevet tildelt en beskeden
plads i historieskrivningen om det moderne samfunds opståen og udvikling.
Bind tre, der behandler laugstidens sidste fase
1700-1862
har to forfattere. Håndvær
kets retlige forhold er emnet for Inger Diibeck. Vagn Dybdahl tager sig af de social- og
kulturhistoriske sider af håndværket i opbrud.
Perioden fra
1700
til næringsfrihedens indførelse i
1862
er en udpræget opbrudsfase i
håndværkets historie. Laugstiden sang på sidste vers. Laugenes skrevne og uskrevne
regler føltes i stigende grad utidssvarende. Det medførte overtrædelser og tilsidesættelser
fra håndværkernes side.
Statens holdning til laugene var dobbeltbundet - mere end nogensinde. På den ene side
havde enevælden brug for laugssystemet som garant for stabilitet og kontinuitet. På den
anden side frygtede man, at laugene skulle selvstændiggøre sig og blive en trussel mod
statsmagten, hvorfor man til stadighed var på vagt. Denne dobbeltbundethed medførte
en kraftig vækst i lovgivningen, der omgav håndværket.
Dybdahl bevæger sig fra en bred beskrivelse af det samfund, håndværket virkede i om
kring år
1700
, over en social placering af håndværkerne for til slut at begive sig ind i
håndværket, i laugene og de første håndværkerforeninger.
Det er en spændende og velskrevet beskrivelse. Den begynder på landet, hvor øde
hedestrækninger med spredte landsbyer prægede billedet. Først i
1800
-tallet skete der en
udvikling markeret af købstædernes vækst. Det betød også vækst for håndværket. Men
ikke mere, end at håndværkerne forblev en samfundsmæssigt marginal gruppe. Land
brugets dominerende stilling betød, at gode tider for landmændene blev til gode tider for
håndværkerne. Dybdahls forsøg på at indplacere håndværkerne i tidens sociale system
ved hjælp af den samtidige skønlitteratur er interessant, men næppe tilstrækkelig, end
sige fyldestgørende. Mere hold er der i vurderingen af håndværkets politiske indflydelse.
Den var størst på det lokale område, i byernes styrelse. Mindst var den på landsplan i
stænderforsamlingerne og fra
1849
på rigsdagen.
Håndværket kom ikke til at tilhøre de ledende eller toneangivende lag i samfundet,
selv om enkelte håndværksmestre nok kunne gøre sig gældende. Det hang sammen med
den udprægede mangel på homogenitet i håndværket. De mange forskellige fag havde
ikke sammenfaldende interesser, og indenfor det enkelte fag var der modsætninger mel
lem land- og byhåndværk. En modsætning, der ofte faldt sammen med modsætningen
mellem den lille og den store mester. Dertil kom, at landhåndværkerne typisk var isole
rede og uorganiserede, mens byhåndværkerne var koncentreret og organiseret indenfor
laugenes stramme og stærkt regulerede rammer.
Inger Diibeck behandler denne side af sagen i en faets-præget og lidet analyserende