209 / 220
Anmeldelser
hvor den katolske menighed holdt til i et kapel i en mørk baggård indtil
1764
. Her ind
rettedes senere porcelænsfabrikken, mens den kejserlig-østrigske gesandt erhvervede den
grund i Bredgade, hvor nu S.Ansgars Kirke ligger. Efter forhandlinger mellem rege
ringerne byggedes her af bygningsinspektør Christian Joseph Zuber for første gang
siden reformationen en ny selvstændig katolsk kirkebygning i København, omend yderst
beskeden.
I betragtning af forholdene var dette et særdeles betydningsfuldt fremskridt. Som
nævnt var det ifølge loven kun medlemmerne af gesandtens egen husstand, der havde ret
til at deltage i de katolske gudstjenester. I praksis tolereredes det dog normalt, at de tem
melig mange andre udenlandske katolikker, der boede i København, også gik i kirke i
gesandtskabskapellerne. Men myndighederne var stadig på vagt for at hindre, hvad man
opfattede som »den katolske fare«. Således blev det
1693
forbudt de katolske præster at
døbe børn, og
1720
fik Københavns politimester påbud om at kontrollere, at børn af
blandede ægteskaber - altså mellem en katolik og en lutheraner - altid blev opdraget
luthersk, et påbud, der gentoges i
1753
og
1766
. På den måde afskar man muligheden
for, at den katolske tro videreførtes til næste generation. For fødte danskere var det jo -
som allerede nævnt - umuligt at blive katolikker, medmindre de udvandrede, som f. eks.
Niels Stensen. Intet under, at den katolske menighed i København altid var ret fåtallig, i
øvrigt skiftende efter historisk betingede indvandringsbølger.
De østrigske kejsere gjorde det til en hjertesag at støtte den katolske menighed i Køben
havn. Efter bygningen af det nye kapel i Bredgade skænkede kejserinde Maria Theresia
en messehagel, hun selv skal have broderet. Den kan nu ses i det særlige lille museum, der
findes ved S. Ansgars Kirke. Efterhånden som nye og mere liberale tider kom, vandt også
den tanke frem, at menigheden skulle stå på egne ben. Endnu inden religionsfriheden
kom i
1849
, havde man samlet tilstrækkelige ressourcer til, at den nuværende S. Ansgars
Kirke kunne rejses. Det var i året
1843
, og bygningen opførtes efter tegninger af den ud
mærkede arkitekt Gustav Friedrich Hetsch, der bl. a. også har bygget synagogen i Kry
stalgade. Kirkeværket har på bedste måde illustreret kirkens tilblivelseshistorie, ikke
mindst ved gengivelse af Hetschs tegninger, både dem, der hører til i projekteringsfasen
og dem, der faktisk anvendtes. Den katolske menighed blev ejer af bygningen, mens den
østrigske stat indtil religionsfriheden stadig stod som ejer af grunden.
Arkitekturhistorisk er det noget af et kup, at det netop før Kirkeværkets behandling
lykkedes at genfinde de oprindelige tegninger til det ældre kapel fra
1764
, så de nu for
første gang kunne offentliggøres. De befinder sig - ret naturligt - i Haus-, Hof- und
Staatsarchiv i Wien. Det er spændende at følge den stilhistoriske analyse af den nuvæ
rende kirke. Hetsch sættes i sammenhæng med sin tids arkitekter, så det fremgår, at
S. Ansgars Kirke er et bevidst udtryk for tidens nye ønske om at bryde med den antikke
klassicisme og i stedet gøre den oldkirkelige arkitektur til forbillede. Derfor blev S. Ansgar
Kirke bygget i nær efterligning af en oldkristen basilika, et enkelt rektangulært rum med
apsis direkte ind til skibet, rundbuede vinduer og kassetteloft.
Kirkens facade passede Hetsch på bedste måde ind mellem de klassicistiske nabohuse i
Bredgade. Også udsmykningsplanen skyldes ham: statuerne og englefigurerne på gavlen,
og apsidens malerier med Kristus som »Majestas domini« omgivet af engle og helgener,
skønt disse malerier i detaillen kom til at afvige fra hans forslag.
206