HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1985 h5

208 / 220

Anmeldelser
dette naturligvis, at den lutherske kirke i Danmark - som alle protestantiske kirker - var
blevet til igennem et oprør imod den romersk-katolske kirke. Animositeten mod det
katolske var derfor et integreret element af evangelisk kristendom som sådan, og staten
understregede dette i sin lovgivning. Derfor begynder Christian Vs »Danske Lov« af 1683
sin 6. bog »Om misgerninger« med et kapitel: »Om vildfarende lære, Guds bespottelse og
trolddom«, hvis første artikler er rettet imod katolicismen. Ifølge artikel 1 straffes enhver,
der måtte falde fra til »papismen« med arveløshed og landsforvisning. Artikel 2 bestem­
mer, at en elev fra en katolsk skole i udlandet ikke måtte få kald i kirke og skole, og i arti­
kel 3 forbydes det, at jesuitter og katolske gejstlige »under deres livs fortabelse ikke må
opholde sig i kongens riger og lande«. Katolske præster truedes altså med døden og en­
hver, der måtte fordriste sig til at huse dem skulle straffes som fredløse! Det er nødven­
digt at kende denne retstilstand, der formelt bestod til indførelsen af demokratiet og
religionsfriheden i 1849, for at forstå de forhold, hvorunder katolikker i Danmark levede,
og dermed også baggrunden for Kirkeværkets nye bind om den ældste katolske kirke i'
København, S. Ansgars Kirke i Bredgade 64.
Den første del af dette fortrinlige arbejde handler om de katolske gesandtskabskapel­
ler, der gik forud for S. Ansgars Kirke, idet denne kirke oprindelig også selv var et sådant
gesandtskabskapel, nemlig den østrigske kejsers. Uanset al hjemlig intolerance måtte de
danske konger jo acceptere som en kendsgerning, at en væsentlig del af Europas lande
fortsat var katolske. Diplomatisk kontakt var en politisk nødvendighed, og den etablere­
des så efter princippet »noget for noget« - også på religionens område. Imod at danske
gesandter i katolske lande fik frihed til luthersk gudstjeneste for sig selv og deres husstand,
indrømmedes de katolske landes gesandter i København den samme frihed. Denne und­
tagelse blev fastslået i det netop nævnte kapitel af Christian Vs Danske lov, hvis artikel 5
legaliserer forholdet. Den betød, at Spaniens, Frankrigs og Østrigs gesandter i Køben­
havn allerede fra 1647 medbragte katolske præster og indrettede katolske kapeller i deres
residenser, hvor katolsk gudstjeneste fejredes.
Ved at bringe en grundig redegørelse for disse gesandtskabskapellers oprindelse, belig­
genhed og historie har Kirkeværkets bind om S. Ansgars Kirke udført et bemærkelsesvær­
digt pionerarbejde, for en sådan oversigt er aldrig skrevet før. Den begynder tilmed med
en udmærket indledning om de københavnske katolikkers almindelige historie i hele ti­
den før religionsfriheden. Den derefter følgende fremstilling »De ældste gesandtskabska­
peller« bygger på omhyggelige arkivstudier, men også på et manuskript af P. G. Frosell,
som han har stillet til rådighed for Kirkeværket. Der kan være grund til kort at sammen­
fatte resutaterne således: Den spanske gesandt Bernardino de Rebolledo indrettede mid­
lertidigt et kapel i sin residens på Amagertorv eller Vimmelskaftet allerede 1647, hvor­
efter han 1649 flyttede til nuværende Østergade 20. Den kejserlige østrigske gesandt de
Goes overtog dette hus 1660- 70. Allerede nogle år tidligere residerede den franske ge­
sandt Hugues de Terlon i København, hvor han boede og indrettede kapel i hofmaleren
Karel van Manders gård, nuværende Østergade 15, indtil 1676. Andre gesandter overtog
derefter gården indtil 1683. Omkring 1700-1728 boede de franske gesandter i Strandgade
22 på Christianshavn, hvor de måske også havde et kapel. Samtidig var de kejserlige
gesandters residens fra 1683 flyttet til Købmagergade 42. Ved Københavns brand 1728
blev denne gård ødelagt, og det kejserlige gesandtskab flyttede til Købmagergade 50,
205