211 / 220
Anmeldelser
mestre og rådmænd, der dels overtog den ved arv eller giftermål, dels erhvervede den ved
køb, blandt dem den navnkundige Mikkel Vibe. Ja, efter Københavns brand
1728
funge
rede gården endda som rådhus, indtil et nyt var blevet opført.
En ny æra indtrådte, da den gamle gård i
1744
blev købt af Carl Hieronimus Gust-
meyer, der kom fra Stralsund. Handel og købmandsskab, der vel også havde været til
stede i borgmestrenes periode, blev nu helt dominerende, og det var en blomstrende virk
somhed, C. H. Gustmeyer ved sin død i
1756
kunne efterlade sin enke og syv børn. Den
der foreløbig videreførte firmaet, var madam Gustmeyers nevø og svigersøn, Henning
Fr. Bargum. Han har hidtil mest været kendt som ophavsmand til »slave-societetet«, men
Langkilde tegner her et mere nuanceret portræt af denne dynamiske mand, hvis dårlige
ry nok mest skyldes, at han havde uheld med mange af sine initiativer, som tiden ikke var
moden til. Allerede før Bargums fallit havde madam Gustmeyer brudt med ham, og ved
hendes død
1773
overtog sønnen Frederik Ludolf firmaet og gården. Han fik rettet op på
økonomien, og ham var det, der efter byens brand
1795
fik opført den prægtige bygning,
der i dag bærer familiens navn. Arkitekten var en af C. F. Harsdorffs mest begavede
elever, J. M. Quist, der her har ydet sit ypperste. Med sin enestående facadeudformning,
sine store proportioner og helt moderne indretning med oval spisestue og sidehuskorridor
har det
3
1/* etages hus fuldt ud levet op til ejerens prætentioner om en imponerende og
elegant bolig.
I bogen gengives en opstalt fra ca.
1800
af svenskeren C. W. Carlberg. Tegningen er
mærkelig ved at have en indgangsdør i midterfaget, og uanset at hverken Quists original
tegning, Eckersbergs akvarel fra
1809
eller et senere maleri fra ca.
1830
viser denne
detalje, accepterer Langkilde døren, idet han henviser til brandtaksationens omtale af en
butik i kælderen, »hvortil fra Gaden af
4
Bornholmersteentrin er Indgang og derover et
Skuur hvilende paa Consoller alt af Bornholmersteen«. Langkilde forestiller sig, at man
først er gået de fire trin op og dernæst ned i kælderen ad en indvendig trappe. En så
upraktisk adgang er imidlertid helt usandsynlig, og brandtaksationen fra
1797
har da hel
ler ikke »Indgang«, men »Nedgang«, dvs. en helt almindelig kældertrappe. Carlbergs
tegning er altså ligeså lidt pålidelig på dette punkt som på andre, af Langkilde påviste.
Senere hen kom der ganske vist en indgangsdør på dette sted, da der indrettedes en butik i
stueetagen, omtalt første gang i brandtaksationen fra
1840
og atter fjernet i
1904
.
Statsbankerotten i
1813
slog handelshuset Gustmeyer ud, og i
1817
måtte gården
sælges. Resten af århundredet ejedes den af skiftende rigmænd: N. A. Holten, Anders
Ancker, Ludvig Koppel og D. B. Adler, der i
1870
’erne lod foretage betydelige ombyg
ningsarbejder ved Hans J. Holm; bl. a. fik salen bag søjlerne på
2
. sal et hvælvet, stukke
ret og malet loft, der gik op i den overliggende mezzaninetage. Gårdens notableste ejer
blev dog kong Georg I af Grækenland, der overtog den
1903
, men aldrig boede her. Også
mange af lejerne gennem tiden hører vi om. Men med kongens død overgik gården til at
være en ren erhvervsejendom. Den blev hovedsæde først for Dansk Genforsikring, senere
for Københavns Brandforsikring gennem
50
år. Den seneste ejer er Kronebanken, og det
er skæbnens ironi, at udgivelsen af denne bog med forhåbningsfulde ord om fremtiden er
faldet sammen med bankens meget omtalte økonomiske vanskeligheder.
Til sidst har Langkilde et udfald mod »tidens umættelige bevaringsbestræbelser«, mod
»ny-historicismens sterile saglighed« og mod kommune og fredningsmyndigheder, der
208