213 / 220
Anmeldelser
form og farve. Karakteristisk for Fischer er da også, at han - som Steffen Linvald ganske
rigtigt fastslår - ikke udviklede sig som maler. Han levede på rutinen. - Det gik jo
derudaf. Købte man Livgarden af Paul Fischer, har det da også vist sig, at man tegnede
en god livsforsikring.
Så er der introduktionens forsikring om, at bogen tilfredsstiller hungeren efter Paul
Fischer-motiver. Man skal være meget sulten for at få hungeren stillet, for så gælder det
om ikke at forspise sig. Det er også uforståeligt, at Linvald har følt sig foranlediget til at
dele bogen op i mange afsnit, når han selv fastslår, at der ikke spores nogen kunstnerisk
udvikling i Fischers produktion.
En unøjagtighed må også antegnes. På side
78
er en stor sort/hvid gengivelse fra en
danserestaurant. Ifølge billedteksten: »I Adlon
1926
«. - Det passer ikke. Her gengives et
interiør fra »Pavillon Schweiz«, som i årene
1921-27
lå på det gamle banegårdsterræn i
København. På billedet ser man i øvrigt Kay Kilian ved flyglet. Mærkeligt nok er den for
kerte angivelse gentaget i kataloget til auktion nr.
472
16
. april
1985
hos Arne Bruun Ras
mussen. - Adlon var et noget mere elegant etablissement for eksklusive natteravne end
den folkelige Pavillon Schweiz.
Det kan undre, at Steffen Linvald ikke har fået mere at fortælle om fra det arkiv
materiale, han har lånt af Paul Fischers yngste datter, fru Inge Thorning Hansen. Tid
ligere museumschef for Københavns Bymuseum, Steffen Linvald, anvender - naturligt
nok - flest linjer på topografiske oplysninger. Ofte meget omfattende. F.eks. kan man
læse, at Paul Fischer »ni år gammel blev sat i Efterslægtselskabets Skole, der dengang lå i
Østergade i rentemester Henrik Müllers smukke renæssancegård fra
1640
, som stor
magasinet Illum brutalt lod nedrive og erstatte med det nuværende marmorpalæ, der
stod færdigbygget
1916
«. - Til Illums pris, halleluja!
Bogen er således ikke en af Linvalds mest inspirerende bøger, men nok en værdifuld
håndbog for dem, der vil købe/sælge Paul Fischer-malerier, selv om det i så fald havde
været rart med en bedre systematik og et værkregister, så det var lettere at finde rundt i
stoffet, hvor omtale næsten konsekvent ikke følger billedet, end ikke med en sidehenvis
ning. Tilbage er dog, at bogen er en kærlighedserklæring til det København, vi holder så
meget af - og dermed en bog, det er værd at eje.
P. A. Tvede
Tove Clemmensen: Skæbner og Interiører. Danske tegninger fra barok til klunketid.
Nationalmuseet
1984
.
177
s.,
195
kr.
I
1951
udkom »Danske interiørtegninger fra rococo til klunketid«. Forfatteren, museums
inspektør Tove Clemmensen, publicerede her
26
interiørtegninger ledsaget af en for
klarende og uddybende tekst om det enkelte interiør og dets beboere. I Tove Clemmen-
sens seneste bog »Skæbner og Interiører« med undertitlen Danske tegninger fra barok til
klunketid, genfindes alle på nær et af de tidligere publicerede interiører. Samtidig
præsenteres et lige så stort antal »nye« tegninger, som er kommet til forfatterens kend
skab i de mellemliggende år. De
26
af interiørerne er københavnske.
2 10