134 / 312
132
gen lød: Forsangeren og et lille Kor, ledsaget af Horn
musik, og i stille Andagt fulgte alle med til den ny
Kirke. »Aldrig vil jeg kunne glemme denne Højtid,« siger
Heymann. »Hver Gang jeg kommer den i Hu, er jeg
sjæleglad over at have bivaanet en saa oprigtig Guds
tjeneste, som vist er lige saa behagelig for den Aller
højeste, som Ofrene i Templet var.«
Men til gammeltestamentlig Størrelse vokser han,
naar Sagnet om hans Dødsstund, i et Brev fra 1874,
fortælles saaledes: »Det var en gammel Jøde, der laa
paa sit yderste og følte, at hans Time var kommen.
Da lod han Lysene tænde i Lysekronen, at Stuen
kunde se ud som en Festhal, samlede sin Hustru og
sine Børn om sig og tog Afsked med hver enkelt, og
derpaa bad han dem alle forlade sig; ti, sagde han,
»Sjælen er ikke saa villig og glad ved at forlade Jo r
den, som den skal være, naar ens kære omringer en
og Kærligheden til dem holder den tilbage«. Saa blev
han ene med dem, der skulde synge Dødssangene ved
hans Henfart. De begyndte paa den Sang, der synges
i det Øjeblik Livet viger, men han sagde: »Endnu er
ikke dens Tid kommen, vent, først 0111 en Time er
Øjeblikket dertil.«
Saa laa han stille, mens Sangen
lød, og læste de Bønner, med hvilke den troende Jøde
skal dø, indtil han sov hen.«
Forretningsdriften var tidlig vakt hos Heymann.
Allerede 15 Aar gammel havde han begyndt at veksle
Penge — hans Fader var Guldtrækker, det vilde han
ikke være. Et Par store Sølvlysestager, som han laante
af en Farbroder af sig og satte ud, var hans Drifts
kapital. 17 Aar gammel aabnede han en Hosekram
handel i et Hus, han havde købt i Møntergade. Sam
tidig, i Forening med en Svoger, en Manufakturhandel