136 / 312
134
ker i mit Hus i Antonistræde, der grænsede til Gaar-
den i Pilestræde.
Dette skete midt om Natten, og
Pøblen mumlede: Det maa være H ., der stikker Ild
paa sine Huse.
Jeg, som laa i min gode Søvn og
ikke vidste noget af, hvad der var foregaaet, blev væk
ket af Politiassistent Gad med Betjente og maatte følge
med til Politikamret, hvor jeg fik anvist en Plads i et
af Kontorerne og maatte blive i fulde to Dage og Næt
ter, dog uden at blive stedet i noget Retsforhør. Men
da jeg nu fik Tilladelse til at gaa hjem, forlangte jeg
desforinden at tale med Politidirektøren. Jeg gjorde
ham Bebrejdelser over denne hans Fremgangsmaade
og sagde, at han kunde være sikker paa, at jeg, om
det endogsaa skulde koste store Ofre, vilde gøre alt
for at bevare mit redelige Na v n , som han i saa høj
Grad havde krænket. Jeg antog nu straks Højesterets
advokat Liebenberg til at forfægte min Sag . . og han
og Etatsraad Mollerup tvang Politidirektøren til at give
mig en saadan offentlig Æresoprejsning, at alle mine
Fjender maatte forstumme.«
1839—40 byggede han det nedbrændte Sted i Pile
stræde op igen, og efterhaanden blev Byggelysten en
Lidenskab hos ham.
Paa Hjørnet af Skindergade og
Lille Kannikestræde, af Brogade og Strandgade, af Go-
tersgade og Store Kongensgade rejste han store Gaarde.
Ved det sidste Foretagende nægtede baade Bygnings
kommissionen og Kancelliet at godkende de indleverede
Tegninger til Opførelse af en fjerde Etage, men Kon
gen, Kristian V III, gav Befaling dertil med den Ytring,
at for en Mand, der saaledes forskønnede Staden og
sysselsatte saa mange Mennesker, maatte der gøres
mer end sædvanlig. I Møntergade, paa Østergade, ved
Gammelstrand, i Adelgade, Pilestræde, Kronprinsens-