129 / 312
127
blev han- dødelig saaret. Faderen rejste derover og op
levede med en Sorg, han havde ondt ved at forvinde,
at Sønnen døde. Selv døde han 3 Aar efter.
Ogsaa
den ældste Søn, den ene af de to Sadelmagere, var
med i Krigen og gjorde sig bemærket ved sin brutale
Tapperhed. »Blodhunden« kaldte de andre Soldater ham.
Han blev senere Kludekræmmer i stor Stil, kom med
Piske-Knald i Knald kørende paa sin høje Herskabsvogn
og holdt, mens Hestene stampede i Stenbroen, uden for
Huset, men endte i Nød og Elendighed.
Den yngste Søn, Urmageren, var den senere Skue
spiller F r e d e r i k Mads en .
Ung og glad som han
var, blev han med et saa besynderlig i sit Væsen.
Hvad var der i Vejen? Saa kom en Dag et stort Brev
fra Erik Bøgh hjem til ham paa Amagertorv.
Det
løste Gaaden. Han havde gjort Prøve som Skuespiller
ude paa Kasino. Nu forelaa Svaret. Kristian Schmidt
havde nok modsat sig hans Ansættelse. Han blev da
Provinsskuespiller, men spillede om Sommeren paa
Alhambra i Frederiksberg Allé.
Kammerraad Lange
kom derud med sin Datter Louise for blandt Skue
spillerne der at finde Muligheder til sit Folketeater.
»Ham kan du vist bruge, Fader,« sagde Datteren, da
Frederik Madsen havde spillet. »J a, det har jeg alle
rede længe set,« svarede Faderen. »Kan De faa ligesaa
god Skuespiller ud af ham, som han er Urmager,«
sagde hans Læremester, Urmager Tietcke, »saa faar De
Fornøjelse af ham.« Han var yderst fingernem, kunde
dreje, male, lave Blomster, brodere — en hel Stol dæk
kede han med Broderi, mens han var forlovet. Han
følte meget for sit Komediespil; der var Roller, i hvilke
han virkelig kunde græde. Stærk var han ikke. Teater
livet tog paa ham, særlig ogsaa hans Galningroller med