128 / 312
1 2 6
Og Varerne skulde købes paa første Haand hos Bøn
derne, der kom kørende til Byen.
Konen regerede
udenom, — et Mønster paa en Madmoder rned aldrig
trættet Dygtighed i Hus og i Køkken. Lille, bred og
vel ved Magt, var hun paa Benene Dagen igennem,
gav i sit uforfalskede Bondemaal Pigerne Ordrer og
lagde alt til rette, saa intet gik til Spilde. Køkkenet
bugnede af Fødevarer: Sække fulde af Aal, Stabler
af Oste, Kød i Lispundevis. I et smalt Etfags-Værelse
ved Siden af stod store Reoler med tillavede Spise
varer, som Opvarterne hentede: Aal i Gelée, Laks og
andre lækre Sager.
Der var 5 Sønner og 2 Døtre. T il Familien maatte
næsten ogsaa den store grønne Pappegøje regnes, der
sad i sit Bur i Vinduet og kunde høres over hele
Gaarden. Snart lo den, snart gøede den, snart skreg
den: »Far, luk op!« naar den vilde ud af Buret.
Gamle Madsen ønskede ikke, at nogen af hans Sønner
skulde ind paa Værtshusholderiet. »Det er et Slave
liv,« sagde han, »det skal passes fra Morgen til Aften.
I skal lære et Haandværk, og det skal I blive ved.«
De lærte ogsaa et Haandværk, men de blev ikke ved
det: to skulde være Sadelmagere, én Urtekræmmer, én
Knapmager, én Urmager.
Urtekræmmeren, Ka r l , var Faderens Yndlingssøn:
høj, livlig, vel begavet.
»Karl kan sagtens,« sagde
Kammeraterne, da de skulde op til Urtekræmmer
eksamen, og han fik den ogsaa let fra Haanden. Saa
kom Krigen og han blev udskreven til Soldat. »Den
Kugle er ikke støbt, som kan ramme mig,« sagde han,
frejdig som han var. Naar han kom hjem igen, skulde
han etableres som Urtekræmmer, han saa jo, hvor godt
det gik Trier i Kælderen, — men i Slaget ved Isted