10 / 219
G U S T A V A L B E C K
krigen til Knud V I - og da navnlig fra det tidspunkt, hvor der er
mulighed for, at Absalons erindringer kan have inspireret teksten
- har et stærkere præg af oplevelse og kendskab til enkelthederne
end hele den øvrige fremstilling og afføder faktisk kun ganske få
steder et udtryk eller en sætningsperiode, der med lidt god vilje
giver anledning til formodning om brug af skriftligt forlæg.
I sin fortale gør Saxo med retorisk livfuldhed og humanistisk
ydmyghed rede for de kilder, han har anvendt, og i denne sam
menhæng nævner han udtrykkelig Absalon. Efter at have rost de
flittige islændinge, »hvis skatte af sandsagn fra svundne tider« han
flittigt har rådspurgt til »en ikke ringe del« af sit værk (sandsyn
ligvis oldtidshistorien), fortsætter han som følger: »Fuldt så meget
har jeg taget efter Absalons frasagn og har troligt stræbt nøje at
nemme og flittig at optegne, både hvad han selv har øvet, og hvad
han har fortalt mig om andres id; thi hvert et ord af den ærvær
dige mands mund har jeg holdt i hævd som en himmelsk lær
dom«.3 Selv om slutningen på denne svada har en ren retorisk
klang, kan realiteten i Saxos udsagn, nemlig at han flittigt har op
tegnet Absalons fortælling om, hvad han har øvet og om andres
id, ikke drages i tvivl. Absalon har selv ydet sine væsentlige bidrag
til udformningen af sit litterære eftermæle, sin myte.
S V E N A G G E S E N OG S AXO
Saxos kollega,
Sven Aggesen,
nævner i sin korte Danmarkshistorie
Absalon to gange og kun den ene gang i forbindelse med krigeriske
bedrifter. Han har som øjenvidne overværet Absalons erobring og
udslettelse af Jomsborg (Ju lin).4 Svens lille Danmarkshistorie er
en skildring af Danmarks konger, og hans beretning om tiden efter
borgerkrigen har kun eet sigte: Valdemar den Stores og Knud V I ’s
forherligelse. Det andet sted, Sven Aggesen nævner Absalon, er ved
8