G U S T A V A L B E C K
for had med nye løgne; og hver gang jyderne hørte sligt, gav de
dem (skåningerne) medhold, støttede ved smiger, hvad de burde
straffe med sværd, snakkede dem skammeligt efter munden og
fremmede derved mægtigt oprørernes sag«.1,5
Da kongen (af mangel på levnedsmidler, siger Saxo) trækker
sine væbnede styrker bort fra Skåne, stævner han nogle udvalgte
mænd af den skånske almue til møde på stranden ved det senere
Helsingør for at forlige dem med Absalon. Som Saxo skildrer
mødets optakt, ser det ud, som det er Absalon, der er den indstæv
nede, eller rettere den anklagede, men at han i kraft af sin vel
talenhed klarer frisag: »Her mødtes da Absalon omsider med kon
gen, førte mange vidnesbyrd for sin uskyld og fralagde sig alle
sigtelser, samt gendrev alt, hvad der i hans fravær var blevet løjet
ham på, og det med så gode og gyldige grunde, at han tvang kla
gerne til at vedgå deres skyld og bede ham om forladelse derfor,
ja vendte deres søgsmål til hyldest og hæder«.14
I realiteten synes Absalon at have lidt nederlag, selv om Saxo
hævder om Absalons tale, at »nogle af de tilstedeværende sagde,
at det var som talt ud af Herrens egen mund«.10 De skånske for
handlere kan ifølge Saxo trods »deres ærlige og oprigtige råd ikke
bringe den skånske almue til at lade sin galskab fare«. Den vil
»hverken svare bispetiende eller i nogen måde yde kirken dens
ret«.10 Da griber ærkebispen til sit kraftigste, kirkelige våben; han
lyser interdikt over Skåne. Skal man tro Saxo, gjorde dette våben
sin virkning. Skåningerne bad om udsættelse af straffen og ny for
handling med Absalon, »hvad han også villigt tilstod dem, da han
altid hellere tog folk med det gode end med det onde«. Men heller
ikke denne gang sejrer han. »Alligevel brød almuen sig fejl om
hans godhed, men blev ved med at plyndre herremændenes gårde,
hvad enten husbonden stod i kongens eller bispens tjeneste«.17
Dette bliver for så vidt til gavn for Absalon, som kongen nu be
12