11 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
overgangen til skildringen af Svend Estridsøns sønners historie.
Her skriver han, at »den berømmelige ærkebiskop Absalon« har
meddelt ham, at Sven Aggesens hirdfælle, Saxo, just »anstrengte
sig« for at skildre Svend Estridsøns sønners bedrifter »vidtløftigere
i en finere stil«.5 At Absalon kendte Sven Aggesens arbejde som
krønikeforfatter og underrettede ham om Saxos forehavende, vidner
om, at bispens interesse for historie ikke blot var et personligt an
liggende, men bundede i en sand interesse for fædrelandets fortid.
Det var den samme interesse, der fik ham, i forbindelse med Knud
V I, til at foranledige Vederloven fra Knud den Stores tid ned
skrevet, og det var næppe uden hans mellemkomst, at Sven Agge-
sen lavede en latinsk oversættelse af denne. Men bag Absalons
interesse for historien spores hans politiske ideer og tanker, og det
har visselig ikke været ham ukært, at en så fornem stilist som Saxo
kunne bringe eftertiden bud om hans egen store indsats for det
danske rige og den danske kirke.
Ved bedømmelsen af
Saxos skildring
af Absalon bør man ikke
overse, at beretningerne om Absalons deltagelse i de forskellige
historiske begivenheder ikke altid sætter ham i et gunstigt lys. Så
ledes gøres Absalon medansvarlig for Valdemar den Stores plan
om en afstraffelse af falstringerne. Planen forhindres ved Valde
mars og Absalons sygdom, og det ses som et gavnligt fingerpeg fra
Gud, »hvormed Han havde brudt deres syndefulde forsæt«, og det
hedder udtrykkelig, at
de,
dvs. kongen og Absalon, glædede sig
over, at Gud ved sin nådige tugtelse havde hindret dem i at sætte
deres ondskab i værk.6 Det er nærliggende at sammenligne Saxos
skildring af den unge Absalons lidet fromme holdning til falstrin
gerne med skildringen af den ældre og mere modne ærkebisps reak
tion over for de oprørske skåninger. I begge tilfælde er der tale om
Absalons forhold til genstridige landsmænd. Her er han længe den
besindige og resignerende, der på trods af advarsler drager til Skåne
9