9 / 219
ABSALONS E F T E RMÆ L E
Nogle træk af hans »mytes« historie
A F G U S T A V A L B E C K
Få af den danske histories skikkelser har sørget bedre for deres
eftermæle end Absalon. Vi træffer hans navn på en runesten, den
såkaldte Nørre Aasum-sten. Den kan være rejst af ham selv. I så
fald har han fulgt gammel dansk skik og søgt at bevare erindringen
om sit navn indhugget i et uforgængeligt materiale. Indskriften på
Nørre Aasum-stenen taler både om dåd og fromhed: »Krist, Mariæ
søn, hjælpe dem, der byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og
Esbern Mule«.1
Men er det uvist, om Absalon selv har foranlediget dette minde
rejst for en enkelt af sine gode gerninger, kan der ikke herske tvivl
om, at han har inspireret og opmuntret Saxo til storværket om de
danskes bedrifter. Ej heller om, at han i udstrakt grad forsynede
folket og sin historieskriver med talrige detaljer vedrørende sin egen
andel i rigets skæbne. Mere eller mindre direkte indgav han Saxo
de synspunkter og tanker, som han fandt grundlæggende for sit
politiske og kirkelige virke. Absalon-afsnittet er ikke blevet, hvad
en dansk historiker har følt sig fristet til at sige, Absalons memoirer,
erindringer, som ærkebispen har dikteret sin klerk.2 Saxo har været
mand for at forme sin skildring på egen hånd. Men at kildemate
rialet vedrørende den såkaldte samtidshistorie ca. 1157 -85 har
taget farve af Absalons syn på begivenhederne, synes uomtvisteligt.
Ligeledes må det anses for givet, at mange detaljer, mangen situa
tion eller episode i Saxos beretning har deres udspring i ærkebis
pens udsagn. Saxos fremstilling af Danmarks historie fra borger-