15 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
slutter at slå det skånske oprør ned med magt. Han møder oprørs
skaren ved Dysjøbro i det søndre Skåne. Saxo siger, at Absalon
bad ham »heller bruge stokken end sværdet«.18 Men kongen ønsker
at slå oprøret ned »med en strenghed, han ellers afskyede«. Allige
vel bliver det den forsoningsvenlige biskops ryttere, der kommer
til at gøre udslaget, da de skyder genvej over et ukendt vadested,
dræber en mængde oprørere og driver en stor mængde af bønderne
ud i Saksåen, mens andre flygter. »Således blev dette sammenløbne
pak slaget af Guds dom og måtte bøde hårdt for sin gruelige hel
ligbrøde«.1'* Da en ny bondehær et par dage efter samles i Øst-
skåne, drager kongen mod den for at knuse den med magt. Atter
her fremtræder Absalon som den milde og overbærende. Han over
taler kongen til at vise skånsel med de ord, »at det var synd at
slå så mange bønder ihjel«. Det hedder endvidere: »Så snart han
kom tilbage til broen, faldt opstandens hovedmænd ham for fode,
favnede hans knæ og lovede herefterdags i alle måder at være
hans tro og lydige tjenere; og da man tvivlede på deres løfter, svor
de en dyr ed derpå«.20 Men heller ikke nu har Absalon vundet
sejr. Over for kongen er skåningerne villige til at gå ind på alt
undtagen på at svare bispetiende. Kongen søger at overtale Absa
lon til at give afkald på dette, bl.a. ved at minde ham om, hvordan
det gik Knud den Hellige i Odense. Men Absalon står stejlt på
kirkens ret og siger, »at om kongen også gav almuen medhold,
skulle det ikke hindre ham i at kræve bønderne for den tiende, de
skyldte ham«. Ædelmodigt tilføjer Absalon, at kongen »gjorde
bedst i at tie stille og ej pådrage sig almuens had ved at hjælpe
kirken«.21 Også denne gang må Absalon bøje sig. Kongen beder
ham vente med at inddrive bispetiende for senere at sætte igennem
med lempe, hvad man ej havde kunnet vinde med våben. Absalon
indvilliger uden principielt at give afkald på sin ret, og Saxo til
føjer: »Dette Absalons forsonlige løfte gjorde ende på oprøret«.22
13