21 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Arnold sin karakteristik af Absalon - helt og holdent billedet af
en stor prælat og kirketjener, et eksempel på kirkelig fromhed og
nidkærhed - og ikke et ord om krigeren: »I løbet af disse dage
borttoges hr. ærkebiskop Absalon i Lund fra dette liv. Den afdøde
var from, højforstandig, overmåde hensynsfuld og en sjælden hæ
dersmand. Hans utrættelige nidkærhed skyldtes det, at kirkerne i
hele Danien, som før havde haft forskellig skik, nu allesammen
fik ensartet gudstjeneste. Oventil på sin bispestol lod han fastgøre
et krucifiks for at betyde dem, der gik ud og ind, at det mindre
var ham end den korsfæstede, de bøjede sig for. Derhos bortskæn
kede han gavmildt sin ejendom til kirker og klostre og lagde i sær
deleshed vind på at berige og udsmykke martyren salig Lavrentii
bispekirke i Lund med kostbare lysekroner, meget store klokker,
som man nu ser dem, og forskellige andre prydelser. Og efterdi
han. som sagt er, havde stor forkærlighed for munkestanden, lagde
han ligeledes megen vægt på opførelsen og den rigelige udstyrelse
af et kloster for Cysterciensermunke i Sora . . .«. »Over hans død
sørgede hele Danien dybt; og ihukommende, hvor mange splid
agtige han i levende live havde ført til fred og forsoning, befol alle
den hedengangne til den store fredens stifter Jesus Kristus«.36
En ejendommelighed ved Saxos skildring er, at vi intet hører
om Absalons barndom og ungdom. Han dukker helt pludselig frem
i begivenhederne omkring blodgildet i Roskilde. Man ved prak
tisk talt intet om Absalons barndom og kun såre lidt om hans
ungdom. Dog står det fast, at han har studeret i Paris, som adskil
lige andre danske stormændssønner i hans samtid. Herom er
Arnold mere meddelsom end Saxo. Det hedder i kapitlet Om
danernes agtværdighed: »Også i videnskabelig dannelse har de
gjort ikke ringe fremgang, idet de fornemme der i landet skikker
deres sønner til Paris, ikke alene for derved at hæve klerkestanden,
men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden. Der tilegner
2*