24 / 219
G U S T A V A L B E C K
en tradition fra Saxo, og som i endnu højere grad end denne lader
Absalon fremtræde som den tapre og uovervindelige kæmpe.41 Den
hele saga slutter med en apoteotisk forherligelse af krigeren Absa
lon: »I alle disse kampe, som de (danskerne) havde med vender
ne siden Valdemar Knudsøns død, var Absalon ærkebisp kong
Knuds formand og rådgiver; og ikke havde de vundet slig en sejr,
hvis ikke han havde været med, fordi han har været næsten den
største hærmand og kampmand hidentil i de nordiske lande«.42
Knytlingasaga stammer formentlig fra tiden 1250-70. Det er
uvist, om man kan tage dens absalonforherligende tendens som et
udtryk for, at den store ærkebisps krigerry har holdt sig usvækket
i århundredet efter hans død, dertil er sagaens skildringer af Val
demar den Store og Knud V I alt for afhængige af Saxo-traditio-
nen. Det er iøvrigt påfaldende, hvor sparsomme andre kilder er
med oplysning om Absalon. Annalerne nævner f.eks. aldrig hans
navn i forbindelse med venderkampene eller blodgildet i Roskilde.
Nogle af dem omtaler Constantin, der faldt under forsøget på at
slippe væk sammen med Absalon, men Absalon selv nævnes i
denne forbindelse ikke. I annalerne forekommer ofte årstallet for
hans valg til biskop i Roskilde ( 1 1 5 7 eller 1 1 58) , til ærkebiskop
i Lund ( 1 1 7 7 ) og hans død ( 1 20 1 ) . Nogle annaler nøjes med at
nævne hans dødsår. En enkelt annaltradition (Annales Slesuicensis)
bidrager til mytedannelsen ved under 1 1 58 at give ham medan
svaret for genopbygningen af Dannevirke (teglstensmuren).43 Han
spores ikke i vor folkevisedigtning, inden for hvis navnestof brode
ren Esbern Snare dog findes. Den forkortede Saxo (Compendium
Saxonis) fra omkring 1300 viderefører naturligvis en stor del af
Saxo-beretningerne og er præget af sin hovedkildes tendens, men
forkortelserne betyder dog i nogen måde en svækkelse af fremstil
lingens noget ensidige Absalon-forherligelse.44
22