27 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
værre er Christiern Pedersens egen utrykte oversættelse af Saxo
gået tabt. Den kunne måske have givet os et fingerpeg om, hvor
ledes denne reformationstidens første store danske humanist så på
den papistiske middelalderbisp. Vi må gøre springet til vor natio
nalhumanismes store skaber,
Anders Sørensen Vedel.
I sin fortale til Saxo-oversættelsen (dateret 6. juni 1575) næv
ner han ikke Absalon ved navn. Fortalen er rettet til den »Stor-
mectigste Høybaarne Første oc Herre / Her Frederich den An
den . . .« og fremdrager i sin omtale af Danmarks historie specielt
kongerne og deres gerninger, hvorimod kongernes stormænd og
hjælpere fremtræder anonymt. Det hedder med en ægte jysk lito
tisk vending om højmiddelalderens stormænd: »De haffue icke
allesammen veret lige onde oc forsømmelige / enten de haffue
ført det Aandelige eller Verdslige Suerd«. Og kong Valdemar får
æren for hele den gerning, som Saxo er tilbøjelig til at tillægge
Absalon:
»Kong Valdemar den første / er io stor loff værd / at hand icke
aleniste inden Lands / haffuer fordret oc forfremmet Guds Ord
i den beste mening / Men ocsaa christnet gantske Ryland / oc
alle de omliggendis Øer oc Stæder / Ja ocsaa en stor part aff
Landt Venden . . . hand haffuer selff personligen / giort mere
end tiue Krigs taag ind i disse forneffnde Land / mere for denne
Aarsage skyld / at hand vilde forfremme Guds ære oc den Christne
Relligion / end sin egen ære oc Herredoms mact«.49
Vedel lægger i sin fortale ikke skjul på, at det har været et van
skeligt arbejde at fordanske Saxos »Mørcke oc suare Latine«, ikke
mindst fordi Christiern Pedersens Pariser-udgave er gået ud »paa
Prenten . . . vden videre indsiun oc randsagelse«. Han har måttet
foretage mere end 100 korrigeringer af sproglig art, men har i
øvrigt stræbt efter at være trofast over for Saxos tekst, »at Læseren
kunde vide huad hannem hører til / oc huad ellers er tillagd aff
2 5