28 / 219
G U S T A V A L B E C K
en Fremmet«. En filologisk nøjagtig oversættelse synes hverken til
stræbt eller opnået: »Jeg haffuer intet forandret vdi Saxonis me
ning«, hedder det i fortalen.'’0 Vedels nyeste udgiver, Allan K ar
ker, siger træffende, at Vedel »oversætter ikke i egentlig forstand,
men gendigter Saxo i en meget enklere, lidt troskyldig stil, som dog
aldrig savner værdighed . . .«.51 Som eksempel kan anføres det
stykke af Saxos fortale, der omhandler hans skildringers afhængig
hed af Absalon. Vedels fordanskning sættes over for Jørgen Olriks
næsten ordrette oversættelse.
O lrik:
»Fuldt saa meget har jeg
taget efter Absalons frasagn
og har troligt stræbt nøje
at nemme og flittig at optegne,
både hvad han selv har øvet, og
hvad han har fortalt mig om
andres id ; thi hvert et ord
af den ærværdige mands mund
har jeg holdt i hævd som en
himmelsk lærdom«.52
Man kunne i Vedels nøgterne gengivelse af Saxos ord og ikke
mindst i den kendsgerning, at han ganske udelader afsnittets høj
stemte slutningssvada, fristes til at se en tendens til afmytologise
ring. Men noget sådant mærkes ikke i hans gengivelse af Saxos
Absalon-skildringer i 14.-16. bog. Saxos fremstilling fremtræder i
alt væsentligt uantastet i Vedels oversættelse.
Man har imidlertid et mere pålideligt materiale til bedømmelse
af Vedels syn på Absalon i de indledningsafsnit, Vedel har stillet
foran hver »bog«. De udgør tilsammen et compendium af Dan
marks riges historie, et skelet til det værk, som han aldrig fik fuld
Vedel:
»Disligest haffuer ieg ocsaa icke
haffd liden hielp aff Erckebiscop
Absalon / hues underuisning ieg met
stor vindskibelighed haffuer optegnet
/ oc flitteligen opscreffuen / huad mig
af hannem er faaretald / enten om hans
egen eller andre deris lofflige
mandoms gierninger«.53
2 6