22 / 219
G U S T A V A L B E C K
de sig så kendskab til landets bogverden og til dets tungemål og
har således drevet det vidt ikke alene i de frie kunster, men tillige
i gudsvidenskaben. Deres medfødte tungefærdighed sætter dem
nemlig i stand til ikke blot at vise sig som skarpe hoveder, hvor
det i en ordstrid kommer an på at klare for sig med bevisgrunde,
men også til, hvor det gælder kirkens anliggender, at lægge deres
duelighed som dekretister og legister for dagen«/1
Kapitlet danner optakten til den første præsentation af Absalon,
hvilket næppe er tilfældigt. Samtidige udsagn viser, at Absalon var
agtet og beundret i den internationale romerkirke for såvel sin
kirkelige nidkærhed som sin dannelse. Således lægger den munk,
der i tiden omkring 1210-30 skriver Abbed Vilhelms Krønike,
ganske særlig vægt på at fremhæve Absalons kristelige og gejstlige
dyder, og kun i et enkelt, men til gengæld virkningsfuldt udtryk
hentyder han til hans krigergerning: »Vendernes vældige fjende«.
»Præstedømmet i Roskildekirken var på samme tid smykket med
biskop Absalon, en mand med stort snille, klerkenes pryd, de sør
gendes og nedbøjedes trøstermand, alle munkes hengivne ven og
hele folkets bramløse styrer, de fremmedes og fattiges milde for
sørger, Vendernes vældige fjende, troens smykke, et mønster på
ædruelighed, et forbillede på kyskhed, et herligt spejl for sjælsadel
og retfærdighed, et lys, der strålede i Herrens tempel, og samtidig
dets faste og urokkelige støtte«.38
Det kan ikke undre en, at en kirkens mand især hæfter sig ved
Absalons kristelige dyder og fortjenester. Mere overraskende er
det, at en gravskrift, der sandsynligvis stammer fra det 13. århun
drede og er kendt gennem den sjællandske krønike, især roser ham
for verdslige egenskaber som skønhed, kraft og visdom ved at
sammenligne ham med henholdsvis bibelens Absalon, Samson
og Salomon.39 Denne inskription erkender, at menneskelig storhed
forgår, og den samme tanke går igen på en senere indskrift ud
2 0