20 / 219
G U S T A V A L B E C K
H E LMO L D OG ARNOL D
Kilder, der er samtidige med Saxo, er ikke nær så meddelsomme
som denne om Absalons indsats som kriger og politiker.
Helmolds
»Slavekrønike«, der er blevet til i tiden o. 1 1 70, altså mens Absalon
endnu var ung, og inden han blev ærkebiskop, nævner ham blot
som deltager i Rügens erobring 1169 . Han sammenstilles med sin
tyske kollega Berno af Magnopolis (Mecklenburg), der ikke næv
nes af Saxo i denne sammenhæng. »Begge var til stede og viste
den største nidkærhed for at få grundlagt gudshusets tjeneste iblandt
et »vanartig og forvendt« folkefærd«/2 Helmolds fortsætter,
Arnold
af Lybeck
(ca. 1200), er lidt mere meddelsom, men holder sig
også til billedet af Absalon som kirkens mand. Det hedder i det
smigrende kapitel 5 (Om danernes agtværdighed), at Absalon ikke
gav sin forgænger i ærkebispestolen, Eskil, det mindste efter i iver
for religionens fremme, og han karakteriseres som fyldt af bræn
dende retsiver og - med en bibelallusion - »omgjordet af Guds
rustning«. »Kräftigen udrustet af Herren med mangfoldige gaver
og dyder, havde han dog sin egentlige hovedstyrke i det kyskhedens
smykke, der var hans gode samvittigheds bedste klenod«.33 Her
hentyder Arnold til Absalons ugifte stand og hans nidkære kamp
for at gennemføre kravet om gejstlighedens cølibat, et af strids
punkterne under den skånske opstand. Det er formentlig dette,
Arnold hentyder til, når han skriver: »Alligevel måtte han af
nogle døje mangen hård modsigelse, da han ligesom apostelen var
nidkær over dem med Guds nidkærhed, og både med overbevis
ninger, besværgelser og straffende ord oplærte dem til at våge
over deres kyskhed«.34 Det hedder endvidere, at kong Knud V I
i sin kamp mod slaverne fulgte »ærkebiskop Absalons råd og blev
således deres overmand ved kløgt snarere end ved magt«.3l>
I kap. 18, Om Lunde ærkebiskop Absalons død —sammenfatter
18