19 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
kirkemanden og krigeren, venderkampenes utrættelige, hårdføre
høvding og tingsmødernes veltalende forligsmand, er ikke helt vel
lykket. Man overbevises ikke ganske om, at Absalon var lige strå
lende som Herrens tjener og som hærmand. Vægtskålen synker ned
til fordel for krigeren, således som den gør i hele Saxos beretning
om Absalons gerning. Der har derfor i tidens løb været en ikke
ringe tilbøjelighed til at læse hen over de i virkeligheden mange
steder hos Saxo, der beretter om den forligssøgende og forligsska
bende Absalon (sådan som vi også finder ham under de skånske
oprør), ikke nogen svag, kompromissyg politiker, men en mand
med megen vilje og evne til at forlige store modsætninger, en klog
og smidig statsmand, der ikke blot sikrede riget mod ydre fjender,
men ved kløgt og mådehold søgte at skabe ro og samling i et folk,
der havde været hærget af indre strid. En kirkelig politiker, der i
en tid, hvor kampen mellem stat og kirke stod på sit højeste, be
vidst arbejdede på at forsone bitre modstandere og skabe en modus
vivendi for et afbalanceret og funktionsdygtigt samvirke mellem
konge og kirke. Som Saxo har formet sin skildring, har den fået
slagside og taget farve ikke blot af hans hang til det panegyriske,
men af hans beundring for sin helts militære meriter og hans ubæn
dige patriotisme.
Det er billedet af fædrelandets fader, den årvågne, tapre, brynje
klædte bisp, som fuldt så ofte havde sværdet som bispestaven i hånd,
der er blevet stående i eftermælet, og som i nogen måde har fået
mytens karakter. Det er sådan, vi møder Københavns grundlægger
i rytterstatuen på Højbroplads, kampberedt og myndig på sin stej
lende ganger og med en økse i sin højre hånd. (Også øksen stam
mer fra Saxo, der beretter, at bispen i sine ledige stunder hugger
ved, et træk, der synes uløseligt knyttet til myten om Absalon).31
Derimod fremtræder kirkemanden i sit bispelige skrud i statuen på
facaden af Nyrops rådhus. Han er blevet til to forskellige personer.
17