17 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
vitterlige overtrædere slap med så lille en bod for så uhyre en
brøde. Som følge heraf fattede også de andre skåninger håb om
kongens tilgivelse, og samme store nåde blev da også ved Absalons
milde hånd dem til del . . .«.20 Det hedder om følgerne af Absa
lons optræden med flyvende faner på tingstedet: »Således endte
med dette ting det gruelige og langvarige oprør; og siden har
almuen aldrig vovet at yppe ufred og byde stormandsstanden
trods«.2' Absalon har omsider sejret; ikke i kraft af veltalenhed,
mildhed eller åndens magt. Han har den unge kampstærke konge
bag sig, og i ly af hans styrke kan han på ny vise mildhed og
tålsomhed.
Under sit første togt mod venderne havde han måttet bøje sig
for Peder Ebbesens kloge råd. Det hedder udtrykkelig »her måtte
da Absalons djærve råd vige for Peders store omtanke; hver mente
sit efter alder og åremål, den enes forslag røbede ungdommens
mod. den andens tale var den grå gubbes«.28 Ligeledes ser vi Absa
lon blive sat til vægs af den veltalende Dombor ved dennes første
møde med bispen og erfarer, at han lader sig overtale af denne
Ryg-boernes veltalende repræsentant ved deres næste møde. Som ær
kebisp i Skåne er han derimod et mønster på klogt tålmod og ædel
resignation, men må netop derfor tåle mange ydmygelser. Han prø
ves i modgang - og Saxo er ivrig for at vise, at han består prøven.
Det er ikke til at afgøre, hvor mange af de ikke få episoder i
Saxos beretning, hvor krigeren Absalon står i et mindre gunstigt
lys, der beror på en bevidst fortællekunst. Måske har Saxo søgt at
skabe en virkningsfuld folie for de mere strålende skildringer af
Absalons indsats. Udelukket er det imidlertid ikke, at mange af
disse Absalons »nederlag« er meddelt historieskriveren af Absalon
selv ud fra en ærlig vilje til at give en mere pålidelig skildring og
vel også ud fra bevidstheden om, at hans store gerninger fuldt
kunne opveje hans svagheder og brist. Helt for Saxos egen regning
15