12 / 219
G U S T A V A L B E C K
for på tinge - ved sin berømte veltalenhed - at søge at tale oprø
rerne til fornuft. Det lykkes kun halvt, og ved det næste tingmøde
holder han sig borte. Da oprøret bliver truende, erindrer han sig,
at han ikke er »en stimand, men en fader og hyrde, der var kom
met for at stifte fred og ej udgyde blod«. Med korset foran sig
drager han ud imod oprørshæren og jager den ind i den nærmeste
lund, og da oprøret er dæmpet, viser »han sig ikke grum, men
god; ved at stikke sit sværd i skeden vandt han sig ros som en sand
Herrens tjener«.7
Man kan meget vel formode, at denne skildring har til formål
at smykke den kendsgerning, at skåningernes heftige modstand
tvang Absalon til at søge ly i sin borg ved København. Imidlertid
har Saxo, allerede inden skildringen af det skånske oprørs forskel
lige faser, forberedt læserne på, at Absalon kort efter sin udnæv
nelse til ærkebisp gik ind i en periode af modgang og trængsler.
Det hedder som optakt til skildringen af det skånske oprør: »Da
Daneme var på hjemvejen, hændte der et mærkeligt og hidtil
uhørt jertegn: en nat kom der en umådelig mængde markmuif
langt oppe fra landet og styrtede sig med en ynkelig piben ud i
Slien, hvor de alle omkom; og næste morgen var stranden helt
oversået med deres ådsler, der drev i land alle vegne. Men var
det et stort under, så var det tillige til største gavn for folkene der
på egnen. - Samme nat blev Absalons klæder musegnavede, mens
han lå og sov —et sikkert varsel om den modgang, der forestod
ham«.8 Dette er god middelalderlig fortælleteknik, men samtidig
en indrømmelse af, at de tider, der fulgte, blev såre kritiske for
den nye ærkebisp.
Trods flugten fastholder Absalon ifølge Saxo den resignerende
og forhandlingsvenlige holdning. Da kong Valdemar vil dæmpe
oprøret med magt, foreslår Absalon, at man skal kalde de skånske
stormænd til møde på Fyn. Men over for stormændenes forslag
10