13 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
om, at Absalon skal bede kongen afsætte de sjællandske fogeder
i Skåne og erstatte dem med »indfødte«, står Absalon stejlt. Han
nægter at være med til dette forsøg på at undergrave »kronens
gamle og hævdvundne højhedsret«.9
Oprøret bryder ud på ny, og først nu røber Saxo, at det er rettet
mod Absalons kirkepolitik og mod hans person. Skåningerne vil
ikke udrede bispetiende og er imod cølibatet, ja de erklærer ærke-
bispeembedet overflødigt. Kongen går uantastet i land med en
hærstyrke i Skåne, men da Absalon nærmer sig kysten, samler skå
ningerne sten for at dænge hans skib til. Forarget udbryder Saxo:
»ingen skænkede det en tanke, at den mand, de drev bort fra
Skånes jord, var den samme, som havde fredet alle Danmarks
strande, så der var trygt at bo og bygge«.10
Saxo beretter endvidere om, at skåningerne rådede kongen til
at fjerne Absalon og de fremmede fogeder, og de fik støtte af de
jyske hærmænd, »der troligt nok ønskede x\bsalon af vejen, dels
af had til tienden, som nys havde vundet hævd i Sjælland og
Skåne, dels også fordi de endnu med skræk kom Fodevig-slaget i
hu«.11 Kun Absalons egne riddere sværger ham troskab og lover
at »føre deres herre og husbond fri og frank over alt Skånes land,
om så bønderne stod ham aldrig så hårdt imod«. - »Men kongen«,
sukker Saxo, »lyttede mere til jydernes feje råd end til de andres
djærve tale«. Valdemar overtaler Absalon til at opgive videre frem
færd i Skåne og til at vende tilbage til Sjælland. Men ikke nok
med det, kongen takker ham ifølge Saxo for hans store føjelighed,
men beder samtidig om at måtte beholde Absalons riddere i sit
følge.12 Saxo kan ikke skjule, at dette er et nyt overgreb mod
Absalon, som kongen tvinger til at resignere ved at berøve ham
hans verdslige magt. Det fremgår endvidere af den følgende skil
dring, at hadet mod Absalon breder sig mere og mere. »I det hele
gik der ikke en dag hen«, skriver Saxo, »uden at de lagde Absalon
11