137 / 707
122
Flemm ing Dahl
Mænds og Stændernes samstemmende Krav om direkte
Valg vel vilde være det klogeste at opfylde dette Ønske
og da formentlig i den af Kancellifl'ertallet tidligere fore*
slaaede Form.
Magistratens Deltagelse i Valgene ønskede han opgivet.
Den var uden særlig Betydning, Stænderforsamlingen
havde udtalt sig imod den, og paa Privilegiernes Bestem
melser herom kunde han ikke lægge nogen større Vægt.
For øvrigt tiltraadte han de i Roskilde vedtagne Forslag.1)
Ulige interessantere — ogsaa til Belysning af den senere
Overpræsidents egen Personlighed — er Michael Langes
Votum af 17. Marts 1839. Lige saa træffende som sarka
stisk slog han fast, at den paafaldende svigtende Deltagelse
i Stændernes Forhandlinger om Københavns Kommunal
forfatning, der næsten udelukkende havde været ført af
den kongelige Kommissarius og Komiteens Referent,
navnlig havde lagt sig for Dagen under Debatten om
middelbare eller umiddelbare Valg. For sit Vedkommende
maatte han ganske dele Ørsteds Tvivl om, hvorvidt den
store Masse af Hovedstadens Borgere virkelig havde gjort
sig klart, om de foretrak den ene eller den anden Valg-
maade.
Personlig fandt han ligesom Kommissarius Provinsial-
stændernes Ønske om direkte Valg alt andet end solidt
underbygget. Efter deres Forslag vilde
2/3
af samtlige næ
ringsdrivende Borgere i København blive udelukket fra
Valgret, et aristokratisk Princip, som var ganske ukendt
i Købstæderne.
Indirekte Valg vilde efter Langes Mening »garantere de
bedste Valg«. Det burde derfor forblive ved Udkastet
trods »Bevægelsespartiets Ønsker«, og Regeringen burde
ning paa Repræsentationen, men derimod de Borgere, der ere an
satte til det bestemte Antal Portioner Næringsskat, vælge um iddel
bart«.
1) Ørsteds Votum
26/2
1839.