139 / 707
1 2 4
Flemming Dahl
i dette vigtige Tilfælde staa fast imod Stænderne, om disses
Raad end aldrig saa meget var afgivet »paa det bestem
teste«. Dog kunde han gaa med til, at man, som oprindelig
af Ørsted foreslaaet, foreløbig indførte indirekte Valg og
saa ved Lovens forventede Revision
0111
6
Aar valgte det
System, man havde høstet de hedste Erfaringer om. I
øvrigt henholdt han sig til Generalprokurørens Votum.1)
Indenfor Flertallet fremhævede H. G. Rentzen især, at
Stænderforsamlingens saa godt som eenstemmige An
dragende om umiddelbare og samlede Valg faldt sammen
med de 32 Mænds og Kancelliets Pluralitets eget tidligere
Forslag. Han maatte følgelig nu saa meget mere stemme
herfor, ligesom han i det hele bifaldt de i Roskilde fore-
slaaede Ændringer.2)
Til ham kunde Michael Hansen slutte sig,3) medens
P. C. Stemann — den i ældre H istorieskrivning saa ofte
som »reaktionær« udskregne Førstem inister4) — erklærede
sig »aldeles enig med Stænderne«. Han maatte foretrække
direkte Valg, fordi 1) de vilde give de bedste Valg; 2) den
offentlige Mening var for dem; og 3) de gjaldt til Stæn
derne og Borgerrepræsentationerne i Købstæderne.5)
Med samme Argumentation og lignende Kortfattethed
affattede Majoriteten sin Flertalsindstilling i Kancelliets
endelige Forestilling af 31. Maj 1839, medens Minoriteten,
Ørsted og Lange, lagde Beslag paa ikke mindre end 30
Foliosider til en Polem ik mod Stændernes Krav. Lange
fraraadede bestemt direkte Valg, medens Ørsted stod mere
vaklende. Begge anbefalede de, for saa vidt Kongen maatte
bifalde deres Forslag til Valgordning, at Københavns
x) Langes Votum
17/s
1839.
2) Bentzens Votum
7
Is
1839.
3) Hansens Votum
27Is
1839.
4) Se f. Eks. Rubin II, S. 575,
5) Stemanns Votum
sols
1839.