473 / 707
Protesten ved Søren Kierkegaards Begravelse
sende“ at udtale sig; det var ikke „parti égale“ at skrive
om Kierkegaard, som ikke mere kunde svare.36) Men
tjenstlig greb han straks ind. Allerede Dagen efter den
opsigtvækkende Jordefærd
udbad
han sig Stiftsprovst
Trydes
Indberetning
om de stedfundne „forargelige Op
trin ..., krænkende for Folkekirken og Geistlighedens
Værdighed“.37)
Efter
Tryde s Indberetning
indledtes Højtideligheden
ined den sædvanlige Begravelsessalme, „Hvo veed, hvor
nær mig er min Ende“, P. C. Kierkegaard talte „smukt
og meget passende“,38) en anden Salme blev afsunget og
Liget ført til Assistens Kirkegaard. Straks efter den af
Tryde forrettede Jordpaakastelse traadte Læge
Lund
frem ved Graven og begærede — henvendt til den maa-
ske henved 1000 Mennesker store, væsentlig af Mellem
klassen bestaaende, Forsamling — T illadelse til at tale.
Paa Trydes Forespørgsel præsenterede han sig som den
Afdødes Søstersøn og fortrolige Ven og mente efter til
endebragt Begravelseshandling at have Bet til at tale.
Stiftsprovsten protesterede, men blev overdøvet af „en
fanatiseret Mængdes Raab“ og gav efter uden at gøre
Brug af det tilstedeværende Politi, hvis Hjælp han un
der de foreliggende Forhold betragtede som tvivlsom . —
Lund
nævn te
sit fortrolige Forhold til den Afdøde og
dennes Syn paa den „officielle Kristendom“, beviste af
„Fædrelandet“ og „Øieblikket“, hvor „bestemt og haanen
de“ han havde udtalt sig mod Kirken og Præsterne; op
læste to Gange nogle Steder af Johannes’ Aabenbaring,
3ii) Brev 2/1 1856 fra Martensen til Laub, Biskop Otto Laubs
Levnet. 1. Tidsr. Kbh. 1885, S. 315—316.
37) Skr. 19/11 1855 fra Martensen til Tryde, Sjællands Bispe-
arkiv, Afgj. Sager 1856/Nr. 721 (L. A.).
38) Tryde henviser til Referatet af
Talens Hovedindhold
i „Berl.
Tid.“ 1855/Nr. 270 (Ma. Aft. 19/11), af Betydning for Drøftelsen af
Talen, af hvilken det er vanskeligt at danne sig et paalideligt Be
greb. (jvf. C. Weltzer: anf. V., S. 273).
30