475 / 707
Protesten ved Søren Kierkegaards Begravelse
byrd om hans irenisk formidlende Natur og tillige om
hans Syn paa Kirkestormen. I Modsætning til Trydes
forsigtige, frygtsomme Forslag anmodede
Martensen
energisk og myndigt Kultusm inisteriet om Sagens For
følgelse. Lund havde ikke blot som Taler ved Graven
overtraadt den nævnte Kancelliskrivelse, men ved sin
agiterende Tale „stræbt at nedbryde den kirkelige
Handlings religiøse Indtryk“ umiddelbart efter dens Af
slutning og paa indviet Sted, og ved en hellig kirkelig
Handling offentlig forhaanet Kirke og Præsteskab, mod
hvilke han havde opagiteret Sørgeskaren. Sagen hurde
„eftertrykkeligt reprimeres“ saavel af Hensyn til den
Ret og Frihed til uforstyrret Gudsdyrkelse, der tilkom
mer ethvert Trossamfupd og følgelig ogsaa Folkekirken,
som til den offentlige Sædelighed og til Pressen, hvis
hidtil upaatalte frække Forhaanelser af Kirke og Gejst
lighed „paa en saa opsigtvækkende og udfordrende
Maade“ var traadt frem „som Gjerning“ ved Begravelsen.
Det afgørende var for Martensen at hævde Autoriteten
til Sikring af Kirken og dermed af Samfundsordenen, i
hvilken Kirken var et af Hovedfundamenterne.41) — At
han i sin Forstaaelse af Trossamfundets Kultusrettig
heder embedsmæssigt søgte at haandhæve, hvad „Ber-
lingske T idende“ Dagen før offentligt havde udtalt, er
indlysende.42)
Hvorledes var nu Stemningen i den Lund-Kierkegaard-
ske Fam ilie efter den opsigtvækkende Begravelse? Inter
essen samler sig selvsagt om Sensationens Hovedskik
kelse,
Henr ik Sigvard Lund
(1825— 89 ), ældste Barn af
Agent, Silke- og Klædehandler en gros, Johan Chr. Lund
(1799— 1875), og dennes Kusine og Hustru Nicoline Chri
stine født Kierkegaard (1799— 1832), en Søster til Søren
41) Skr. 22/11 1855 fra Martensen til Kultusm inist., Sjæ llands
Bispearkiv, anf. Sag.
42)
Berl. Tid. 1855/Nr. 272 (21/11). —
jv f.
nærv. Afh. S. 452.