49 / 707
3 4
Flemming Dahl
Efter at den kongelige Kommissarius, Generalprokurør
og Kancellideputeret Anders Sandøe Ørsted, i en kraft
fuld og bevæget Tale havde henvendt sig til sine »højær
værdige Medborgere, Kongens og Fædrelandets tro
Mænd«1) — af Stænderne besvaret med en Tak- og
Hyldestadresse til Frederik VI2) — fremlagde han Uge
dagen efter til Forsamlingens Overvejelse et Udkast til
en Anordning angaaende Købstædernes økonomiske Be
styrelse, herfra dog undtaget København. Samtidig be
budede han, at Kongen i en senere Samling vilde lade
forelægge Udkast til lignende Kommunalanordninger for
Hovedstaden og Landdistrikterne til Stændernes Betænk
n ing.3)
Hermed havde Kommissarius til en viss Grad taget Brø
det ud af Munden paa de københavnske Deputerede, 12
i Tallet, som siden deres Valg 17.— 24. November det
foregaaende Aar flere Gange med hinanden havde drøftet
Spørgsmaalet om en ny Kommunalforfatning for Hoved
staden.
Gennem »Fædrelandet«s Spalter var deres Tanker og
Ønsker naaet ud til videre Kredse, som delvis var vundet
for »Bevægelsespartiet«s Krav om liberale Reformer i By
styret.4)
Støttet til Stænderanordningens §§ 5 og
6
, af hvilke
!) St. T. 1835—36, Sp. 1— 13.
2) Sst., Sp. 17— 24.
3) Sp. 33—34.
4) Noget vel summarisk fastslaar P. Munch: »Gennemgaar man
Rækken af Skønliteraturens og Teologiens berømte Mænd, saa træf
fer man dem i denne Tid lige saa sikkert i de konservative Rækker,
som man finder Videnskabsmændene i de liberale« (»1830—48«, S.
51). At f. Eks. baade Heiberg og Hertz, Sibbern og Søren Kierke-
gaard, Mynster og Grundtvig (dengang!) var konservative, er sik
kert, medens derimod H. N. Clausen var liberal. Udtalelsen bliver
væsentlig rigtigere, hvis Ordet »Videnskabsmændene« ombyttes med
»Naturforskerne«, men er dog ikke fuldt korrekt.