S_ThorvaldsensMusæumsHistorie

THORVALDSENS ØKSKE. OM ET MUSÆLTM UDTALES FOR FREDERIK DEN SJE1TE.

paa hans Værker, — et passende Opbevaringssted, et Musænm, og at den Kapital ikke m aatte

angribes, som skulde sikkre hans Datier et sorgfrit Udkomme.

Sætter man sig nu tilbage i hine T ider, da vort lille Land efter en S tatsbankerot møisom-

meligt arbeidede paa atter at komme til K ræ fter, saa vil man fo rsta a , at det kunde have sine

Vanskeligheder at skaffe disse Betingelser tilveie, især den første.

Vi levede under Enevælden

og vare vante til at lade Regjeringen sørge for, hvad der vedkom Landets Interesser og Ære. At

der stilledes ret betydelige Krav fil den private Velgjørenhed, fandt man i sin O rden, men ad

Frivillighedens Vei at søge et fædrelandsk Formaal opnaaet, det var man ikke v an t til. Enevælden, -

ja den kunde blande sig i A lt, den kunde, som man havde seet det ved R aad - og Domhusets

Bygning, paalægge Hovedstaden Byrder uden at spørge om Gommunalbestyrelsens Sam tykke;

men til disse Yderligheder greb man dog ikke gjerne. Det k n eb , som s a g t, med al skaffe det

til Regjeringens Førelse Fornødne, det Nyttige m aatte bestandig gaa forud for det Skjønne.

Frederik VI følte, det er sikkert, varm t for Landets Hæder og Æ re, og uagtet han ikke gjorde

Fordring paa selv a t eie særlig Kunstsands, var der dog, især efter Thorvaldsens Resøg i Hjemmet

i 1819, tilflydt den verdensberømte Kunstner en Række Bestillinger dels til S lottet, dels til Frue

Kirke. Men disse Kunstværker skulde jo forherlige S tat og Kirke; det laa vistnok temmelig fjernt

fra den sparsommelige Konges Tankegang, af Statens Midler a t anvende en betydelig Sum p aa en

Bygning, som udelukkende var bestem t til Kunstnydelse og til Forherligelse a f en enkeil. Kunstner

personlighed, selv om denne havde vundet europæisk Navnkundighed. Man m aatte i alt Fald føle

sig for paa dette Sted, det eneste, hvor der kunde være noget Haab. Dette gjorde Thorvaldsen

da ogsaa, ved, som Thiele mener, efter sin Ven, den trondhjemske Kjøbmand Jørgen Knudsens Raad,

gjennem Grev Rantzau Breitenburg, der havde reist med den unge Prins Frederik (Frederik VII),

at underrette Kongen om, at han tænkte p a a , før sin Død a t sikkre sin Fødeby Kjøbenhavn

alle sine egne Årbeider i Gips eller Marmor og alle sine Samlinger af ældre og nyere Kunst-

gjenstande til fremtidig Opbevaring, dersom Regjeringen vilde sørge for et passende Opbevaringssted

og tilstaa hans efterlevende Datter en Pension1. Kongens Svar, meddelt i et Brev fra R antzau

af 20de April 18292, var meget imødekommende: han vilde gjerne sikkre Datteren en fast Aarpenge

og rette sig efter Thorvaldsens Ønsker med Hensyn til Musæet, ogsaa hvad Pladsen angik (Rantzau

mente, Rosenborg Have vilde være en god Beliggenhed); dog — det blev ved dette Løfte, man

ventede at høre Nærmere fra Thorvaldsen og skyndte sig ikke synderlig med at sikkre Fædrelandet

de Skatte, som han var villig til a t skjænke d e t3.

Manglede man saaledes paa høieste Sted i Kjøbenhavn Blikket for hvad der stod paa Spil, var

der Andre, som bedre begreb, hvad en saadan Arv havde at betyde. Kong Ludvig af Bayern kom til

Rom i Foraaret 1829 og gjorde Alt muligt for at hædre Thorvaldsen og vinde ham for sig. Næste

Aar maatte Thorvaldsen reise til München for at overvære Afsløringen af Hertugen af Leuchtenbergs

Monument, hvad han ved Gontrakt var forpligtet til under en Bøde af 6000 Gylden. Man kappedes

om, paa enhver Maade at vise ham sin Hyldest; Kongen bestilte Maximilianstatuen og har vistnok

allerede dengang tilbudt Thorvaldsen Professoratet i Billedhuggerkunst ved Münchens Akademi, hvis

Thiele, „Thorvaldsen i Rom“, II, S. 332.

Thiele, „Thorvaldsen i Rom“, II, S. 366.

P. Hjort, „Udvalg af Breve“. Kbh. 1867, S. 165, Brev fra München.