16 / 194
MUSÆCMS-<OMMITTEEX DANNES: DEN UDSTEDER SIN INDBYDELSE.
/
September boretter ham. at han havde fortalt Kongen, hvad han i Rom nogle Gange havde
h ø r t, at TI«orvalidsen engang vilde skjænke ham de fleste af sine Gipsafstøbninger; Kongen var
toleven glad overrasket herover og havde livlig y ttr e t. hvad det var for en Skat ikke blot for
München, men for hele Tydskland at besidde disse Sager der. Han forundrede sig kun over, ikke
a t have hørt Noget herom , da han var i Rom , og brød saa atter ud i Y ttringer af stor Glæde:
.Jeg vilde naturligvis efter vor Aftale ikke sige ham , a t jeg havde hø rt det af Dem selv, og sagde
kun , jeg havde endogsaa hørt Tale om et Testamente. Nu blev han meget interesseret, udtalte
sig med meget Liv om, hvor megen Kjærlighed og Agtelse han nærede for Dem: h an kunde neppe
taale a t tænke derpaa og kunde ikke tro det, før h an hørte det fra Dem selv; han glædede sig
over, a t De var saa rask, haabede at det vilde vare længe, inden De tænkte p aa noget Testamente.
In Summ a, jeg h ar seet. a t han glæder sig uhyre til disse Gipsafstøbninger. Saa vidt er jeg nu
gaaet, og De kan herefter gjøre hvad De selv vil. Ligeoverfor Glyptotheket skal der bygges et
Musæum for Kunstudstillinger; det vilde ikke være nogen daarlig Plads for Deres Gipsafstøbninger.“
N sa r m an h ar m eent, at der ogsaa har været Fare for a t S tu ttg art skulde være blevet
en R ival for Kjøbenhavn med Hensyn til Thorvaldsens Samling af A fstøbninger, da synes Faren
dog efter den af Thiele meddelte Gorrespondance
1
ikke at have væ ret overhængende.
Vel var
Thorvaldsen meget igaaet med den wurtembergske Minister i Rom Hr. v. Kolb, og han gjengjeldte
en ham af Kong Wilhelm forlenet Orden med en Gave af Afstøbninger til Kunstskolen i S tuttgart,
men til mere end disse Opmærksomheder fra begge Sider synes m an ikke a t være kommen.
Heller ikke i, hvad Scliwanthaler fortæller, er der jo mere end en Prøveballon.
Thorvaldsen var
lun ; han vilde nok, især da Udsigten til et. Musæum i Kjøbenhavn ikke var saa særdeles glimrende,
høre hvad man fra anden Side kunde faae i Sinde at byde, men i sit stille Sind ventede han dog
paa, om der ikke skulde høres en Røst fra Danmark, om hans saa ofte for de danske Reisende og
Kunstnere tilkjendegivne Ønske, at kunne gjøre Danmark til sin A rving, n a a r man i Kjøbenhavn
vilde bygge ham et Musæum, ikke skulde finde Gjenldang i hans Landsmænds Hjerter.
Jo! dette skulde omsider vise sig. Grosserer H. Puggaard, der havde væ ret sammen med
Thorvaldsen i Rom og Sorrent, kom ved Juletid 183G tilbage til Kjøbenhavn. P a a hans Opfordring
sam inentraadte nu Professorerne Schouw , H. N. Clausen, N. Høyen og H. Freund sam t, efter
Indbydelse fra Schouw , Gon ferent sraad Golim. Disse fem dannede en Gommitte, der kom til at
tiest aa foruden af dem selv af Grev Revemtlow Griminil, E tatsraad Dumreicher, Fabrikant Gamst,
Hofraad Hambro, Grev C. Moltke, Oberst v. Prangen, Grosserer H. Puggaard, Justitsraad Rathgen,
Kammerjunker P. B. Scavenius, Professor Thiele, E tatsraad Treschow og Gommandørcapitain
P. M. Tnxen, og denne Committe udstedte under 10de Januar 1837 en af Høyen forfattet Indbydelse
til al yde Bidrag til e t Tborva kisen sk Musæum2. Man finder under Indbydelsen baade den gamle
øg den nye Tids Mænd forenede; selv de tydske Slesvigere og Holstenerne ere repræsenterede.
Ledelsen af Gommilteens Arbeider overtoges som efter Aftale af Collin, dels p aa Grund at
den T illid, han nød hos Thorvaldsen, dels paa Grund af hans Anseelse som Forretningsmand.
H ans Evne i denne Retning fornegtede sig heller ikke ved denne Lejlighed.
Alle mulige
1
Thiele, „Thorvaldsen i Rom“ , IT, S. 568— 73.
2
J. L. Ussing, „Høyens Levnet“, S. 267. Fremstillingen af Gommilteens Dannelse
i
„Freunds Levned“ Pag. 220 er
ikke aldeles
nøiagt.ig.