17 / 194
8
FORSKJELLIGE STEMNINGER FOR OO IMOD MUSÆUMS-TANKEN.
kjøbenhavnske Institutioner og Korporationer bleve anmodede om Bidrag, og Indsamlinger organi
seredes i alle Ivjøbstæder og det øvrige Land.
Committeen undgik vel ikke adskillige Skuffelser: hverken Høkerne eller Hørheglerne meente
at have Evne til at bidrage til dette Øiemed1; Stadsbygmester Malling
2
gjorde sit Bidrag afhængigt
af, om Johannesgruppen snart blev opstillet i Frue Kirkes F ronton; nogle gamle Embedsmænd
indskrænkede sig til for en Forms Skyld at lade Indbydelsen cirkulere, men i det Hele vandt Sagen
dog stor Tilslutning efter de Tiders Leilighed. Kun i enkelte Breve fra Hertugdømmerne gav den
begyndende Schleswig-Holsteinisme sin Vrangvillighed Luft. Grev Baudissin til Projensdorff sk rev3:
„at hverken han selv eller nogen Anden, hvem han h ar viist Indbydelsen, h a r fundet sig bevæget
til at tegne sig til et saadant Foretagende, som ikke kan være til nogen Nytte eller Behagelighed
for Hertugdømmerne paa Grund af den ringe Forbindelse, som haves mellem disse og Hovedstaden,
og som paa Grund af den lidet fremskredne Sammensmeltning mellem Danmarks og Hertugdøm
mernes Beboere aldeles ikke af disse betragtedes som et Nationalanliggende.“
Det hjalp ikke paa
Schleswig-Holsteinerne, at Amtmand Adler i T ravendal, for at bøde paa Thorvaldsens Danskhed,
vilde gjøre ham til Islænder4. Derimod bevirkede den samme Tanke, fremført af den varmhjertede
Landshøvding Thorarensen, at ogsaa vor kolde, fattige Søsterø sendte sin Skjærv.
Naar J. F. Schouw nogle Aar derefter, i 1845, i et Brev til H. G. Ø rsted
5
kunde skrive,
„at Committeen ved sin Optræden mødte megen dels Kulde dels ligefrem Modstand, og det ikke
blot af Alt, hvad der hørte til Hoffet, Collegierne, Magistraten, Stiftamtmændene, Biskopperne, nogle
spidsborgerlige Blade, men endog hos Mænd, hvis Stemme m aatte have Indflydelse i de mere
dannede Kredse, f. Ex. Brøndsted, Mynster, Rosenvinge, Peder H jort o. s. v .“, da gjaldt denne
Opposition sikkert mindre selve Sagen, end Formen for Indbydelsen og den deri indeholdte Appel
til Folkets brede Lag. At der under Indbydelsen fandtes Navne som Clausen og Schouw , at
„Folkebladet.“ noget nær var blevet Committeens officielle Organ, kunde for Adskillige, som i det
begyndende politiske Røre stode paa den anden Side, være nok til at fremkalde en vis Kulde og
Kritik af hvad Committeen foretog sig*5.
En anonym Beundrer af Oehlenschlæger blev bange for, at den feirede Digter, naa r
Musæumstanken realiseredes, skulde blive overskygget af Thorvaldsen. Han udgav derfor en P iece7,
i hvilken han vel støttede Tanken om et Thorvaldsens Musæum for danske Billedhuggerværker, men
samtidigt tilraadede, at der skulde indsamles et Fond paa 100,000 Rdl., af hvis aarlige Renter den
ene Halvdel skulde komme Oehlenschlæger og efter hans Død Danmarks efterfølgende største Digter
til Gode, medens den anden Halvdel skulde anvendes dels til Understøttelse for trængende Digtere,
dels til Prisbelønninger tor udmærkede digteriske Frembringelser.
o
1
Mus. A. 32 d
&
e.
2
Mus. A. 32.
8
Mus. A. 34 c.
4
Mus. A. 34 d.
„Breve fra og til H. G. Ørsted“, 2den Samling, S. 221.
S* 247-49
Afdeling“’ 1852, S‘
3 5 5 -5 6
0g »UdvalS af Breve“, ny Samling 18G9,
„Angaaende Oprettelsen af et Musæum for Thorvaldsens Kunstværker samt et Forslag til et Hædersminde for
Oehlenschlæger“, Kjøbenhavn 1837.
8
.