Previous Page  124 / 376 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 124 / 376 Next Page
Page Background

118

Borgmestrene 1526— 34.

eller ved Valgmænd, der udmeldtes i hvert Rodemaal, satte

Peder Kempe og Anders Halager ind i Raadet. P e d e r

K e m p e var en ældre Mand og vistnok i nær Forbindelse

med Kristiern II’s Parti. Han ejede 1509 en Gaard ved

Stranden og var næste Aar Raadmand. I Aaret 1516 fik

han og Arnt Hake tilligemed Borgmester Hans Klavsen

Fuldmagt paa de vigtigste Købstæders Vegne til at forhandle

med Kongen om forbedrede Ilandelsforhold og flere Lettelser

i Købstædernes trykkede Forhold. 1523 vaf han med til

at underskrive Stadens Kapitulation, og 1524- deltog han i

et Syn, om der uden Skade for Kongen, Kronen og den hellige

Kirke kunde lægges en Dæmning over Rosbæk. At han var

en velstaaende Mand ses af, at han laante Hr. Henrik Gøye,

Byens Forsvarer under Belejringen 1523, 1000 Mk., hvilke

Byen godtgjorde ham 1529, ligesom han havde gjort Forskud

til Anlæget af Hovmederne ved Nørreport. 28. Jan. 1527

nævnes han som Borgmester og er saaledes kommen i denne

Stilling umiddelbart efter Fredrik I’s Privilegium af 28. Nov.

1526, hvilket viser hans Anseelse hos Borgerskabet. At han

var Lutheraner ses af Povl Helgesens Omtale i Anledning af

Billedstormen 1530; han siger nemlig om ham, at denne af­

skylige Gerning foregik, da Lutheraneren Peder Kempe var

Borgmester, som, da han hverken kunde rose sig af ædel

Byrd eller særlig Dygtighed eller overordenlig Klogskab, for

dog at blive noget forlangte at ophøjes paa Grund af denne

skammelige Forbrydelse og mange andre Krænkelser af det

hellige. Povl Helgesen lægger saaledes Ansvaret især paa

ham; idet han ikke nævner de 2 andre Borgmestre, viser

han, at Peder Kempe indtog en fremragende Stilling i Byen.

Det ses ogsaa, at .han stod Hans Tavsen nær, idet han 1533

j^aa Bistrup var med at forsegle dennes Revers til Joakim

Rønnov. 1534 stod hans Navn i Spidsen af de Udsendinge,

der svor Grev Kristoffer Troskabsed, men dette hindrede

ikke Ambrosius i at fortrænge ham med det øvrige Raad.