119 / 376
have Svar, formodenlig paa et truende B rev1). Magistraten
har vel nu ønsket Betænkningstid, hvorpaa den skrev 2. Nov.
til Kongen og paamindede ham om, at han paa Slottet havde
lovet at give en skriftlig Underretning om, hvorledes den
skulde forholde sig. Man ønskede, at han vilde paavirke
Biskoppen saaledes, at Kapitlet foreløbig ophørte med Messer
og Vigilier, indtil der enten i Tydskland eller her i Landet
skede en Reformats herpaa, „paa det at vi des tryggere kunde
undgaa Tvedragt, Bulder og Oprør og faa des bedre Enig
hed og Samdrægtighed med vor Almue“ og forat, hvis noget
skulde komme paa (Krig), Byen ikke skulde være delt i to
Partier. Man frygtede, at den katholske Gudstjeneste vilde
fremkalde Overlast mod Kannikerne og Præsterne i Frue
Kirke; „her ere mange Kompaner i Staden, baade Baads-
mænd, Fiskere og andre Embedssvende (Haandværkssvende)
saa vel som Borgere, h v i l k e vi i k k e k u n n e r e g e r e i
d e nne Ha n d e l , ti de ere alle sammen Guds Ord medfældige
og den papistiske Handel og Regimente imod“ , og man vilde
komme i stor Tvedragt med Bispen, hvis der tilføjedes den
katholske Gejstlighed Overlast. Hvis Bispen ikke godvillig
vilde gaa ind paa dette Forslag, bad man 'om, at Kongen
vilde sende sine Fuldmægtige til Byen og i n d s æ t t e en ny
Ø v r i g h e d , „ti vi ingenlunde kunne holde Eders Naades
kgl. Majestæt en lydig Almue fore, som vi have svoret Eders
Naade og pligtige ere“ , saalænge samme „Hykleri“ var ved
Magt2) .
Dette Brev maa man kende for at forstaa, hvad der nu
skede. Magistraten var i det hele ikke Tilhænger af det
yderliggaaende Parti, men det var umuligt for dsn at holde
igen ; i sin Midte havde den rigtignok i Ambrosius Bogbinder
et Medlem, der baade var en fanatisk Tilhænger af Kri
stiern II. og af den lutherske Lære, og som besad en Liden
skabelighed i Forfølgelsen af sine Formaal, der tilsidesatte
Magistraten har ikke mere Magt overfor Bevægelsen.
\
13
*) K. D. IY. 450.
2) Knudsen: Joakim Rønnov 161— 63.
8