176 / 376
166
Skinfægtning i Sundet.
en Kunst for ham at faa Dagtingen for sig og sin Hustru.
Men paa den anden Side skulde han tilkendegive, at man
vilde holde Byen, til alle Heste og Hunde vare fortærede.
Efter hans Beretning var selv Hertugens Forraad kun ringe,
ti da han drog u d , havde hin kun 2 Td. Mel og 2 Fade
Yin. Hr. Henrik skulde videre udspejde, om man intet
vidste om den ventede Hjælp fra Burgund, og hvis der ikke
var nogen saadan i Udsigt, skulde han se at forhandle om
Overgivelse. Baade Hertugen, Greven og de menige Borgere
vilde nu gærne have Dagtingning og „gaa med en hvid Kæp“
ud af Landet, om de kunde faa Naade. Greven, Hertugen
og Jørgen Mynter havde hver 3 Skibe, paa hvilke de havde
haabet at kunne flygte, men de kunde ikke vente at slippe
gennem Kongens Flaade. Borgerne havde lovet endnu at
holde Byen til
8
Dage efter S. Hansdag, og hvis der til
den Tid ikke kom Undsætning, vilde de opgive Byen. 800
Mand vilde da gaa ud af Byen paa Guds Naade og overgive
Staden. Hr. Henrik lovede, at hvis det kunde blive ham
betrot at skrive ind til Byen, da vilde han kunne faa 4— 500
Mand til at give sig under Kongens Haand straks1).
Hertug Albrechts Gemalinde fødte under Belejringens
sidste Tider en Søn. Hertugen, der selv med sin Hofstat
led af Hunger og havde maattet købe den sidste Skæppe Mel
for 20 Lod Sølv, fik nu hver Dag af Kongen tilsendt baade
Vildt og anden F øde, hvorved Hertuginden igen kom til
Kræfter. Først i Juli søgte Hertug Vilhelm af Brunsvig
endnu at mægle, men Hertug Albrecht kunde endnu ikke
opgive Haabet om Undsætning. Kongen fandt da paa en
Krigslist. Han anholdt alle de Handelsskibe, der kom i
Øresund, og da han havde samlet et Par hundi’ede, lod han
dem løbe imod Kjøbenhavn, hvor man ikke kunde formode
andet, end at det var den ventede Tilførsel fra Nederlandene.
Men Kongens Skibe gik dem imøde og der leveredes en
*) K. D. IV. 494—97.