Hungersnøden.
167
Skinfægtning, ved hvilken »den foregivne Hjælpeflaade blev
overvunden. De beleji'ede blev ved Synet af denne fyldte
med en overstrømmende Glæde, de aabnede Portene, begav
sig væbnede til Voldene og fyrede med Kanoner fra alle
Sider. Gamle Mænd og Børn, Piger og Koner løb omkring
paa Gaden og jublede af Fryd, skønt de var halvdøde af
Sult. Men da Bøgen trak bort, og de saa, at der ingen
Skade var sket paa nogen af Siderne, forvandledes Haabet
til Mismod, og det var med et fortvivlet Sind, man atter
lukkede Porsene og hengav sig til Sultens og den pinlige
Ventens Kval1).
Ved den Tid vidste man i Lejren, at der intet Brød
var mere, og at man havde spist en Snes Heste.
Denne Juli Maaned bragte Indbyggerne til Fortvivlelse.
Naar de henvendte sig til Borgmestrene, fik de det Svar, at
endnu havde de ikke ædt deres egne Børn, som man havde
gjort under Jerusalems Belejring. Og dog var man nær ved
at opleve de samme Rædselsscener.
Krag giver følgende Skildring af Nøden: Alle baade
høje og lave sukkede under den almindelige Nød og fore
stillede sig intet andet end en jammerlig Død, ti Brødet var
sluppet op for dem , og hvad Brød, der blev bagt af Klid
og Mask, var meget kostbart, saa at om end nogen vilde
give sin hele Formue bort for en liden Del Brød, saa var
der ingen, der vilde sælge, ikke engang Byg- eller Havre
brød , saa stor en Nefd var der i Byen. Om nogen havde
lidt Korn, malede han det hemmelig i sit Hus eller aad det
helt. Der var ej heller mere Kød at faa, saa de maatte
slagte Katte og Hunde, hvis Kød af en langvarig Hunger
var saa tørt og kraftesløst, at der var ingen Smag og kun
liden Føde deri2), og hvor saadan Mad blev tillavet, stod
') Krag og Stephanius I. 144— 45.
2) I et Brev af 16. Juli fra
Niels Berildsen til Fru Sofie Krummedige hedder det: „æde
de Heste i Kjøbenhavn, saa der og næppelig er en Tige(IIund)