180 / 376
170
Kapitulationen 28. Juli.
menneskekærlige Fyrste var ved den liaardnakkede Uforson
lighed fra de belejredes Side længe ikke til at bringe fra deii
Paastand, at Byen skulde overgive sig paa Naade og Unaade.
Ambrosius Bogbinder, Niels Tøndebinder, Hans Bøse, Raad-
mændene og 12 udvalgte Borgere drog ud den 28. (S. Olufs-
aften), og nu kom en Overenskomst i Stand. Kjøbenhavnerne
erkendte Kristian III. for deres retmæssige Konge, og denne
viste sig som en naadig Herre. Han indrømmede dem, hvad
der havde været en Hovedbevæggrund for de fleste til .Del
tagelse i det hele Røre,, at de skulde blive ved Guds Ord,
det hellige Evangelium og den rene bibelske Lærdom,
dog paa den Betingelse „at de ingen Prædiker, enten Svær
mere eller andre oprørske Mænd, for Prædikere der udi
Byen holde eller indtage skulle“ , uden de Kongen konfir
merede og samtykte. Han stadfæstede de Privilegier, Byen
havde i Kong Hanses Tid. „Desligeste ville Vi efter deres
Begæring unde dennem at maa beholde Serridslev Mark at
bruge til menige Kjøbenhavns Indbyggeres Oredrift og
Græsgang og til intet andet, dog ville Vi selv være
Kjøbenhavns Stad med sin Befæstning mægtig med hvis
Skyts, Krudt, Lod og andre Krigstilbehøring“ . „Hvis som
de udi denne Fejde have ærligen handlet og gjort med
Rov, Blodstyrtning, Slag, Kirkebrud eller anden Ned
brydelse indenbys eller uden enten imod Os eller andre,
hemmelig eller aabenbare , skal af os være og blive en klar
aftalen Sag“ ; fra denne Amnesti undtoges dog de, der havde
slaaet „den ærlige, gode Kvinde" Anne Holgers ihjel eller
der været med i Raad og Daad. Det røvede Gods skulde
gives tilbage til de rette Ejermænd. Kongen skulde i Frem
tiden have Magt til selv at indsætte Borgmestre og Raad.
De, der villig havde givet sig til Kongen, skulde have deres
Gaarde og Gods tilbage, men ellers skulde de, der havde
handlet uærlig (forrædersk) ikke have Lov til at bygge og
bo i Staden. Borgerne maatte fremdeles søge deres Næring
og Bjering i Norge, paa Fiskerlejerne og andensteds efter