178 / 376
168
Hungersnøden.
Folk Fare, naar de skulde nydq, det, efterdi Krigsfolket be
skyldte dem, at de havde anden Slags Spise i Behold, “ en
kun satte sig til Bords ved saadanne Retter af lutter Bedrageri.
Nogle gik ind i rige Folks Huse forat søge om Føde, og
endskønt de ikke fandt noget, lod de det dog ikke blive
derved, men beskyldte dem for at have noget i hemme
lige Kroge og truede dem med Døden, hvis de ikke kom
frem dermed, og mange vilde gærne dø paa den Maade,
men beholdt dog Livet. Mange plukkede Urter i Haverne i
Byen eller paa Voldene, hvilke de bagte eller spiste raa,
naar de for Sultens Skyld ikke kunde vente til de blev
kogte, og intet var saa urent og modbydeligt, at de jo spiste
det, naar det kun kunde tygges og nedsynkes. Mange faldt
i Afmagt om paa Gaderne, medens de gik omkring forat op
søge saadan elendig Føde, mange, som ikke havde Kræfter
til at gaa ud, døde i deres Senge; en Del, der frygtede for
ikke at blive begravede, hvis de døde hjemme, begav sig ud
paa Gaderne eller omkring ved Voldene, indtil de blev saa
afmægtige at de døde; andre, som ikke kunde staa paa
Benene, krøb paa Hænder og Fødder til Kirkegaarden forat
ende Livet der og komme i Jorden med andre, som kunde
blive baarne dertil. Frugtsommelige Kvinder opgav Aanden
i deres Mænds Arme, Børnene skreg til Forældrene, naar
disse vilde spise, saa de maatte tage Maden ird af deres
egen Mund og give dem ; spæde Børn laa og døde i Vuggen,
fordi Mødrene ingen Mælk havde at give dem, nogle døde
tilligemed Mødrene, naar de blev tagne fra Brysterne.
Paa Helligaands Kirkegaard saa man en død Kvinde
siddende op mod Muren med to døende Børn ved Brystet,
der sugede Blodet ud af det mælkeløse Bryst, saaledes at
det løb ud af deres Munde. Døde fandtes rundt om i Gader
og langs Voldene, ikke at tale om, at mange hverken kunde
uden han stander udi Jordkældren, og Landsknægte forsvare
ham selv til deres eget Behov“.