180
Biskoppernes Fængsling 12. Avgust 1536.
borgere, men i Overensstemmelse med Stadens gamle Ved
tægter og Tidens Aand uagtet sin revolutionære Karakter
dog bestod af Købmænd og det endog Folk af en viss An
seelse.
Det f'remgaar ogsaa heraf, at- ikke engang de mere
fremragende af Kristiern II’s Tilhængere kom til at bøde
for deres Deltagelse i Krigen, saa at der endog intet farligt
ansaas i , at de faa Aar efter Krigen kunde hædres med
Tillidshverv. Kongen saa, at der var givet Staden en al-
vorlig Lære, der ikke i mange Tider vilde glemmes, og det
varede vistnok ogsaa kun en kort Tid, inden der var til
vejebragt den bedste Forstaaelse mellem ham og hans Folk.
I det væsenlige var der ogsaa Enighed imellem dem, nemlig
i Afskaffelsen af det katholske Præstevælde og i Indførelsen
af Trosbekendelsen efter Luthers Lære, af hvilken Kongen
havde været Tilhænger længe førend de fleste af Kjøbenhavns
Indbyggere havde hørt Tale derom.
Den 11. Avgust om Aftenen sammenkaldte Kongen paa
Slottet Øversterne for Landsknægtene, Feltherrerne og Rit
mestrene, den prøjsiske Admiral Johan Pein, Johan og Mel
chior Rantzau, og her fattede man den Beslutning at tage
alle B i s k o p p e r n e til Fange. Næste Morgen Kl. 4 drog
Melchior Rantzau ud forat iværksætte dette mod de 3 Bi
skopper , der- da var i Byen, nemlig Erkebispen af Lund,
der opholdt sig paa sin Gaard paa Østergade, Biskoppen af
Ribe og Biskoppen af Roskilde, J o a k i m R ø n n o v , der var paa
sin Bispegaard, det nuværende .Universitet. Den sidste havde
ingen Anelse haft om, hvad der skulde ske, og Dagen i
Forvejen haft Erkebispen til Gæst. Da han den tidlige
Morgenstund hørte, at man brød Porten op, sprang han op
paa sit Loft og skjulte sig i et mørkt Hul over Hanebjælken,
hvor han dog blev funden omsider og greben, men kun
under hæftige Trusler fra sin Side. Han havde iøvrigt i de
*) K.
D. I.
396, 440, 445.