215 / 346
210
af Forbrugerne, var, a t Dommene over Bagere, der var fundne skyldige
i a t sælge undervægtigt Brød, blev offentliggjort i Pressen. Det er alle
rede ovenfor om talt, hvorledes Dejgens Afbrækning m a a tte finde Sted
til Dels paa Øjemaal, og a t en chikanøs Svend herved kunde finde Lej
lighed til a t bringe sin Mester i Forlegenhed. D ette fremførte Lauget
med megen Vægt 25. Marts 1819 i et Andragende om, a t Straffen, naar
det kunde bevises, a t Mesteren v a r uden Skyld i det paaklagede For
hold, indskrænkedes til Brødets Konfiskation. H erpaa svarede Kancelliet
Politidirektøren, til hvem Andragendet va r send t, a t man ikke fandt
tilstrækkelig Grund til a t bevirke nogen Forandring i Lovgivningen,
men derimod henstillede til Politidirektørens Afgørelse, om ikke Be
kendtgørelse af Dommen kunde bortfalde i de enkelte Tilfælde, hvori
det klarligt m aatte skønnes, a t Fejlen var indløben uden Mesterens Vilje.
Det kan ikke være andet end, a t denne Stillen i Gabestok har sin store
Andel i det m indre gode Omdømme, som Bagerne nød.
Vi har nu udførligt beskæftiget os med Bagernes V ilkaar i den Tid,
da Lauget levede og virkede under Skraaen af 1683. Vi har set, a t Lauget
som saadan t var fattig t, har set, a t den E neret, der v a r tilsik ret Ba
gerne ved Skraaen i Tidens Løb blev af re t problem atisk A rt, dels ved
det store Antal Privilegier, der i Tidens Løb ud sted tes saavel paa Bag
ningen af Franskbrød som mange andre Slags Brød, har set, hvorledes
F rimesterinstitutionen udviklede sig, for igen om tren t a t blive afløst af
de for Bagernes Næring næsten endnu mere skadelige Rugbrødsbagere,
har set, hvilke Byrder Bagerne led under, og a t de stø rste b land t disse
var de kostbare Bagergaarde, hvis Merværdi blev g jo rt ganske illusorisk
ved Regeringens Fremfærd i 1840—50’erne, og vi har endelig set, hvor
ledes Lauget har m a a tte t lide stæ rk t under Mistanken om a t berige sig
paa Forbrugernes Bekostning. Ret natu rlig t maa vor Undersøgelse slutte
med nogle Betragtninger over, hvorvidt det v a r med R ette eller Urette,
a t Bagerne led under denne Mistanke.
Som allerede nævnt gik Lauget ind i den her behandlede Periode som
et fattig t Laug, men T idsrumm et efter Svenskekrigens Afslutning 1660
var i det hele tag et en fattig Periode, og T ilstanden bedredes ikke under
Krigen med Sverige i 1670’erne eller den derpaa følgende Tid. For saa
vid t led Bagerne kun fælles Skæbne med det øvrige Næringsliv.
28.
August 1680 indgav tre Laugsmestre et Andragende til Kongen
om ,
a t det m aatte blive nægtet en vis
J
e n s
J
e n s e n
a t drive Bager-