38 / 346
33
bage bæst och wstraffeligst brød. Huo det icke giør, schall bøde for huer torgedag,
hand sammestedtsz icke lader holde sit brød fali, 6 Mark till kongen och byen.
Will och kand nogen bager holde deris brød lenger eller flere dage om vgen
paa torget tillkiøbs, da er det dennom friit. Huor effter bagerne kunde wiide
dennom at rette och for schade at tage ware. Actum Kiøbenhaffn den 26 junij
anno 1610.
Som det vil ses, fastsæ tter Forordningen, a t Bagerne skulde være plig
tige til hver Onsdag og Lørdag Form iddag i det m indste fra Kl. 7 til 10
a t have Brød af de tre Sorter til Salgs paa Byens Torv. Baade Fortsæ t
telsen om, a t dette skete, for a t man paa denne Maade bedre kunde se
og forfare, hvem af dem der bagte bedst og ustraffeligst Brød, som den tid
ligere Bestemmelse i Forordningen om, a t der paa R aadhu set skulde være
ophængt tre Vægte forsynede med Lodder, saa a t enhver Køber straks
paa S tedet kunde forvisse sig om, a t han ikke købte undervægtigt Brød,
tyder ikke paa nogen særlig stor Tillid til Bagerne, hvem det iøvrigt til
lodes a t staa længere Tid, og iøvrigt ogsaa paa andre af Ugens Dage, paa
Torvet.
P aabudet om Torvehandelen bestod imidlertid næppe ret længe, idet der
i Begyndelsen af det næste Aarti oprettedes Bagerboder, men hertil kom
mer vi senere.
Som allerede nævnt ovenfor, greb Christian IV 1613 til det hvasse Mid
del overfor samtlige Laug a t ophæve disse, uden a t dette Skridt dog fik
nogen særlig Betydning, og for Bagernes Vedkommende m aatte han alle
rede 15. Jun i 1620 gaa til a t udstede en Forordning, der forbød al Indførsel
af Brød andetsteds fra, Skibskauringer i Læstertal herfra dog undtaget,
for a t Bagernes Næring dog ikke helt skulde lægges øde. Dette kunde jo
ikke gaa an, for i sidste Instans kom det jo dog til a t gaa ud over Byen og
Kongen selv, naar Borgerne, i dette Tilfælde altsaa Bagerne, ikke kunde
svare de Skatter, som baade Byen og han saa h a a rd t havde nødige. Der
tales naturligvis ikke i Forordningen om noget Laug, th i et saadan t eksi
sterede jo formelt ikke mere, men ved Forordningen sikredes der dog
Byens Bagere Eneret, og Bagerne havde da ogsaa paa Raadstuen forpligtet
sig til a t forsyne Byen med det nødvendige Brød til rimelige Priser, hvor
ved formentlig maa forstaas til den af Øvrigheden fastsatte Takst.
Forordningen lyder saaledes:
Wi Christian 4 giøre alle witterligt, at baggerne udi wor kiøbstad Kiøben
haffn underdanigst for os sig haffer beklaget, huorledes deres næring dennem aff
adskillige fremmede dag fra dag io lenger io mere betages, idet forbemelte frem-
H. Hjorth-Nielsen: Københavns Bagerlaug.
3