StormenPaaKøbenhavn

Belejringens haarde Tid

med Sult og Savn og blodige Kampe

Det blev en Tid med Su lt og Savn og med blodige Kampe

i Forterrænet, med Beskydning af Byen og Bombardement,

som tændte Folks Huse i Brand. Man lærte at være paa

Vagt mod Spioner og at skille dem ud fra Fællesskabet,

som var for svage til at modstaa en Fristelse. Man lærte

sig Kampen mod Sortbørshandleren, som søger at tjene

paa Samfundets Nød. Og Defaitisten, der spreder Mis

mod og Tvivl, ham vendte man Ryg i Borgernes Kreds.

Man fandt sig tilpas i Fæ llesskabs Styrke. Det havde

man aldrig tænkt over før. Indtil denne Dag havde den

enkelte Mand hørt til i sin Stand, iblandt sine Lige, og

derudover intet Fæ llesskab kendt. Følelsen af at høre

til i en national Enhed, der rummede alle i Danmarks

Land og bandt dem sammen i fæ lles Fare — og fælles

Skæbne, naar Faren var ovre — var noget helt nyt, som

man skulde have lidt Tid til at fatte.

Da Nyheden spredtes om Mødet paa Slottet, blev Fø

lelsen tændt i Borgernes Sind. Det blev en Glæde at ofre

sit Slid og at tage sin Tørn, selv at vove sit Liv, for den

Fremtid i Frihed, man saa spire frem.

Kong Frederik den Tredje har ikke blot været en ret

skaffen Mand, men ogsaa en god Psykolog. Med sine F r i

hedsløfter ramte han netop det, som skulde til for at

løfte den jævne Mand op i Fremtidshaabets lyse Sfæ re

og give ham Mod til at slaa sig igennem. Ingen tillod fra

dette Øjeblik sig selv den Tanke, at Fremtiden muligt