StormenPaaKøbenhavn

kunde leves under fremmed Herredømme. Kun een Mu

lighed havde han for Øje: Fjenden ud af Landet — og

derefter et frit og bedre Danmark.

Saadan var den Aand, der beherskede København efter

Mødet paa Slottet. Det kommer klart og smukt til Ud

tryk i en Bekendtgørelse fra Regeringen: » ..

Eftersom

højstbemeldte Majestæt saavel som indeværende Adel

og Borgerskab sig til sidste Mand at defendere og med

hverandre at leve og dø haver besluttet

. . . «

For at opmuntre Tapperheden og vejlede Forsigtighe

den blev der straks udstedt kongelige Forordninger. Igen

nem disse Dokumenter, der er udgaaet fra Kongen selv

paa Københavns Slot, og igennem Magistratens Bekendt

gørelse af Maksimalpriser og Hverve-Betingelser, faar vi

et sandfærdigt og meget levende Indtryk af Situationen

i Belejringens første Maaneder. Allerede d. 10. August

udsendtes »Kongelig Benaadning for dennem som holder

sig mandeligen i denne paahengende Fare.«

Dem loves intet mindre end deres Drømmes Opfyldelse.

For os kan det maaske se mærkeligt ud, at man lover den

Mand, der udviser personlig Tapperhed, og som udfører

en eller anden Bedrift i Krigen, at han skal blive »nobi-

literet« — altsaa ophøjet i Adelsstanden. Men det er ikke

en Forfængelighed, man her lover at tilfredsstille, det

er en aldeles kontant Belønning af et saadant Omfang,

at det helt og holdent vil ændre den tapre Mands Frem

tid. Der hørte timelige Goder med til en saadan Hæders

bevisning, og for enhver Mand uden for Adelens Kreds

maatte en »Nobilitering« staa som noget aldeles eventyr

ligt. Senere hen, i Enevoldskongernes Tid, blev det som be

kendt en mere almindelig Form for kongelig Belønning.

Nu var den det uhørt store.

Men Forordningen har ogsaa et Ord til den jævne Bon

desøn, der har maattet springe Soldat. Han behøver ikke

at udmærke sig helt op i Helteklassen for at blive beløn

net; men han faar et Fremtidsløfte, som for ham rummer