25 / 331
konstateres, at »Kiøbenhavn i dette Fag nærmere ligner
en sølagtig Landsby end en kongelig Residensstad«.
Paa Sommerens tørre Dage rejste Blæsten Skyer af
Skarn i Gaderne, og i Regn og Sne blev Luften nok renere,
men Gadernes Morads til Gengæld ufremkommeligt. Regn
vandet fra Tagene styrtedes ud over Gaderne gennem fan
tastisk udseende Dragehoveder af Metal, som dannede A f
slutning paa Tagenes System af Trærender. Nedløbsren-
der fandtes ikke. Den, der vandrede langs Gaden i Regn,
maatte manøvrere forbi — og under — Hundreder af
Vandfald, der fra Taghøjderne plaskede ned omkring ham.
Og i Frostvejr svævede Fodgængeren i stadig Livsfare
paa Grund af disse Tag-Uhyrers fremragende Evne til at
samle kæmpestore Istappe.
Det nedstyrtende Vand fossede i Kaskader videre gen
nem Gaden og skyllede Masser af Sand med sig. Dels
var de primitive, runde Brosten nedlagt i Sand, som let
skylledes væk, og dels anvendte man Mængder af Sand
i Datidens Husholdning. En meget stor Del af Rengørin
gen foretoges ved Hjælp af Sand, man skurede Køkkentøj
og Gulv, selv Husets Mure, med Sand; og naar Rengø
ringen var fuldbragt, blev der strøet et godt Lag Sand
paa det hvidskurede Gulv. Trapper og Forstuer blev strøet
med hvidt Sand, og ved Begravelser viste man sin Delta
gelse ved at strø Sand over hele Gaden foran sit Hus. Alt
Sandet fra Husenes Indre endte før eller senere paa Gaden,
hvor det tilstoppede Rendestenene og fyldte Slamkister
og Kanaler, hvori det tilsidst skylledes ud. Der førtes en
evig og kostbar Kamp for at holde Kanalerne blot nogen
lunde sejlbare. Hvor Afløbet fra Husene passerede For
tovet, var Renden overdækket med Brædder; men selve
Rendestenen i Gaden var aaben. »Som en Slange krøb
Rendestenen gennem Gaden, fyldt med Edder og Forgift,
rede til anstifte Ulykker, hvor den standsedes i sit Løb.«
Og dog var den gamle københavnske Gade Idyl, mer
end man aner. Alle de nævnte Ulemper med Gadens Mo
rads blev jo taget som en Tilværelsens Nødvendighed.
Saadan maatte det jo være, naar mange Folk boede sam
21