StormenPaaKøbenhavn

først en Vandmølle tæ t inden for Vesterport. Følgende

Voldens Krumning ved Vartov løb det ned gennem Løn

gangsstræde, der var den yderste Gade i Byen paa denne

Kant og kun bebygget paa den ene Side, og faldt saa ud i

Slotsholmskanalen i Nærheden af Vandkunsten, hvor det

endnu engang maatte gøre Nytte ved at drive en Vaske

mølle og afgive Vand til det kongelige Vaskehus. Langs

Vandløbet laa en Række Smaahaver; i en af disse, ud for

Lavendelstræde, var opsat en Indskrift om, at her laa i

fordums Tid Set. Klemens Kirkegaard.

Paa Vandkunsten endte Befæstningen med et højt,

grundmuret Krudttaarn, og her begyndte den saakaldte

Løngang, en overdækket Bro, der førte over til Slotshol

men. Denne Bro havde ingen Betydning for Færdselen, da

den kun maatte passeres af de Kongelige, men den var et

vigtigt Led i Byens Forsvar.

Gik man til den modsatte Side fra Vesterport, havde

man den lange Voldgade for sig, hvis Retning endnu vises

af vor Tids Boulevarder. Ud for Set. Pedersstræde drejede

Befæstningen i et skarpt Knæk, og her, lige ude i Vinke

len, ragede den spidse Hat af Jarm ers Taarn op over den

grønne Voldskrænt. Dette Taarn var en Levning af den

ældre Befæstning, med Murstensmur, med Runddele og

Taarne, som indtil Kristian IV.s Tid havde omgivet Byen.

Da Jordvoldene var blevet dynget op over de gamle Mure,

var Taarnene bleven afbrudte; kun Jarm ers Taarn stod

endnu yderst paa det skarpe Hjørne, med Ryggen støttet

med Jordvolden, men med den røde Murstensfront frit ud

mod Omverdenen, — lidt ubesindigt viste det sig, thi de

gamle Mure var ikke beregnede paa Artilleriangreb, og

de slog store Revner i Belejringens Løb. Længere oppe, ud

for Larslejstræde, kom man over det højtliggende Strøg af

Voldgaden, der benævnedes Klokkerhøjen, og hinsides

denne for Enden af Nørregade, stod den svære, gamle

Nørreport med sit mærkværdige Spir. Den nye Nørreport

stod ud for Frederiksborggade; den var først for nylig ble

ven færdig, og i 1656 var den bleven malet med hvide og

røde Farver. Saa var man ved Enden af den gamle Be fæ st