59 / 331
virkelig noget, der forenede dem — saa stærkt, at de havde
kunnet tilbringe et Par forholdsvis hyggelige Dage sam
men paa Frederiksborg i Begyndelsen af Marts samme
Aar, kun en Uge efter Fredsslutningen i Roskilde.
Hele Forhistorien kunde godt gøre Historien om, at der
efter Aftale ikke skulde ydes Modstand, troværdig. Da
samme Svenskekonge den 11. Februar 1658 stod paa S jæ l
land efter at have ført sin Hær — med Ryttere og Artilleri
— over Isen fra Jy lland over Fyn, Lolland og Falster til
Sjælland, blev der ikke ydet ham Modstand. Der blev nok
skudt paa ham fra den fynske Lillebæltskyst; men det var
saa lidt, at der siden blev talt om Muligheden af Forræderi.
Nu kom han her med et Lyn-Overfald, efter at have sluttet
Fred og Ikke-Angrebspagt. Saa naar han sagde, at han kom
for at hjælpe Kong Frederik, kunde det maaske nok passe,
at det var aftalt i Forvejen, at han skulde have fri Bane
for sine Besættelsestropper — syntes Folk. Og saa var det
allerede for sent.
*
Der er i de tre Hundrede Aar, der er forløbet siden,
blevet talt og skrevet meget om, hvorfor Carl Gustav over
faldt Danmark i Efteraaret 1658 — uden Krigserklæring og
tilsyneladende uden Grund. Næsten alle, der har beskæfti
get sig med Sagen, fordømmer hans Handlemaade og fin
der kun den Grund, at han ganske simpelt fortrød, at han
ikke i første Omgang havde taget det hele. I Begyndelsen
havde han følt sig overmaade tilfreds; han havde tilsendt
Sveriges Gesandter i Udlandet en Meddelelse om Krigens
fantastiske Forløb og om Fredsslutningen, afsluttet med
følgende lidt pralende, men ganske sandfærdige Udbrud:
»Aldrig før saa man en saadan Krig, men heller aldrig en
saadan Fred!«
Allerede Dagen før den ejendommelige Fest paa Frede
riksborg, altsaa den 2. Marts, har Carl Gustav skrevet et
Brev til sin Statsraads-Præsident, Hr. Mathias Bjornclou,
hvori han forklarer, hvorfor han ikke har taget København
og dermed gjort det af med Danmark som selvstændigt
Rige. Han henviser til Frygten for at ægge de europæiske
4
*
51