63 / 331
som optager Carl Gustav paa Raadsmødeme i Flensborg
(den 20. og 24. Ju n i) ; men nu skal Danskerne enten vedgaa
deres Pligt til at modsætte sig enhver fremmed Orlogs-
flaades Optræden i Østersøen (i særlig Grad den holland
ske, idet Danmark jo var tvunget til at opsige alle Allian
cer, undtagen den med Sverige), eller Svensken maa
»söka med mackt til att obtinera sin rätt.«
Under Raadsmøderne kommer der overraskende Besked
fra Coyet og Bjelke, at Danskerne nu har givet efter paa
alle vigtige Punkter, og det resulterer i, at Carl Gustav
sender et fredeligt Svar til dem: »När detta så richtigt ähr,
kunna I uthi Je su Nampn sluta och giöra på wärket een
final eendskap.« I et saadant Øjeblik har han vendt sine
Tanker mod den anden Plan, der diskuteredes paa Møder
ne, at overfalde Kurfyrsten af Brandenburg. Nu haster det
med at faa underskrevet i København, og han tilføjer, at
»det ock måste genast ratificeras.«
Men allerede to Dage senere har han fortrudt det hele.
Nu maa de ikke forhaste sig: »Söka prætexter att uppehål-
la verket!«
Den 7. Ju li holdtes paa Gottorp Slot hos Carl Gustavs
Svigerfar, Hertug Frederik af Gottorp, et Raadsmøde, hvor
Beslutningen om at gaa løs paa Danmark blev taget defini
tivt. Det gik den svenske Hær daarligt i Polen. Pesten
rasede stadig blandt de svenske Soldater, og Polakkerne
havde nu angrebet Thorn, der ikke kunde holdes. Nu var
det bedst at komme væk derfra og give Europa noget andet
at tænke paa end det svenske Nederlag i Polen. Kun Rigs
admiralen, Feltmarskal K arl Gustav Wrangel, der paa et
tidligere Møde havde sagt, at man skulde »embarkere i
K iel og debarkere i Korsør,« foreslog nu, at man skulde
afvente Svar fra København paa den sidste Note. Dette
afviste Kongen. Beslutningen var taget.
Man fristes til at tilføje: endnu en Gang. For det frem-
gaar af en Dagbog, ført af den unge svenske General-
kvartermester Erik Dahlberg, at Kongen allerede den 16.
April havde besluttet sig til at anfalde Danmark paany.
Denne Dato — 16. April 1658 — bærer nemlig et Pas, som
i
55