StormenPaaKøbenhavn

hed, naar Kongen blot vilde lade sit Fjendskab til Dan

mark falde, svarede Carl, at de havde hørt hans Mening

i den Sag. »I have allerede faaet Eders Afsked!«

Da sagde den ærlige Mogens Høeg, idet han gik: »Er

der ingen Ret, saa er der en retfærdig Gud i Himlen. Vi

befaler vor Sag i Guds Haand«.

Da Gesandterne havde begivet sig paa deres Værelser,

traadte Rigsmarsken Grev Gabriel Oxenstierne og Grev

Christopher Schlippenbach ind til dem.

»De Danske«, sagde de til dem, »har selv skærpet Svæ r

det imod sig; de har ved deres Forhaling af Fredsvilkaa-

renes Opfyldelse hindret Kong Carl Gustav i at angribe

sine andre store Fjender, Polakkerne og Russerne, der

imidlertid havde samlet Kræfter, og han har lidt saa me

gen Tidsspilde, at ikke Gud selv kunde erstatte ham det«.

»Vi«, vedblev Grev Schlippenbach, »ville nu bemægtige

os Landene og siden tale om Sagen. Det kan jo være Eder

det samme, enten Eders Konge hedder Carl Gustav eller

Frederik. Det er Gud, som forflytter og tilintetgør Rege

ringer, og Danmarks sidste Time synes nu at være kom

men. For min Person vil jeg Aften og Morgen hos Gud

den Almægtige anholde med oprakte Hænder, at en saa

statelig Stad som Kjøbenhavn ikke skal svømme i sit eget

Blod«.

Harmfulde over denne hykleriske Tale begav Rigsraa-

derne sig til den franske Gesandt Terlon. Denne bebrej

dede dem, at de Danske ikke havde paaskyndet i sin Tid

Fredsbetingelsernes Udførelse, og gjorde dem det For

slag, at de skulde gøre den svenske Korige et saa anseeligt

Tilbud, at det kunde friste ham til at slutte Fred.

De forlod endelig Ringsted med den Besked, at Carl

Gustav ansaa Roskilde-Freden som ikke sluttet, og at den

svenske Konge vilde bemægtige sig hele Danmark«.

Man lod dog ikke de to danske Fredsforhandlere drage

hjem uden videre. Det blev betydet dem, at de maatte følge

den svenske Konge paa Vejen videre frem mod Køben